Unægtelig en interessant overskrift set i lyset af det igangværende netforløb. Mindre interessant bliver den ikke, når spørgsmålet bliver vendt til en negativ konstatering, som kommer fra Berlingske Tidendes USA korrespondent, Poul Høi.
I et interview med IT-bloggeren Dorte Toft peger Poul Høi på økonomien i at blogge som en af årsagerne til, at der ikke opstår flere nyhedsblogs af sig selv. Det er næsten umuligt i at leve af at blogge journalistisk i et så lille sprogområde som det danske.
”Derfor bliver blogningen noget, der skal klemmes ind mellem alt andet, vi gør, uanset om vi er journalister, politikere eller bankmænd. Det bliver det muliges kunst, og det muliges kunst er klummen," siger han.
Læs nyheden fra journalisten, hvor der er et direkte link til Dorte Tofts blog.
onsdag den 17. november 2010
mandag den 15. november 2010
Blogging, refleksioner og teori / Gruppe 6
(Marit, Pia, Thomas og Jesper)
Ordet ”blog” i Den Danske Ordbog, angiver betydningen: side på internettet hvor en person fører en art dagbog der daglig opdateres med kommentarer og links til udvalgte emner. Her fortælles yderligere at begrebet opstod i 2000, stammer fra engelsk og er en forkortelse af weblog. Senere afledninger af ordet ses i begreberne blogge, blogger og blogging.
Reflektioner
Det er nemt - det er overraskende nemt at oprette en blog og komme i gang med at blogge. Men derfra begynder det så også at blive en udfordring. Alt taget i betragtning er dét vel egentlig det djævelske modsætningsforhold ved hele blog-universet - ved sociale medier i almindelighed – at det er så nemt, uforpligtende og omkostningsfrit at komme i gang, og samtidig forfærdeligt vanskeligt at holde liv i og skabe interesse for bloggens indhold. Det vidner det faktum om, at der er 130.000 registrerede blogs i Danmark, men at kun halvdelen er aktive (Ebbesen & Haug, 2009, 39).
Udfordringen er at begrænse sig. Man kan blogge om alt mellem himmel og jord, hvilket vores gruppeblog på glimrende vis afspejler. Det vil dog næppe være specielt troværdigt at blogge og kloge sig om alverdens emner, hvis man ønsker en målrettet og troværdig blog; Man må formode, at de fleste læsere gerne vil være nogenlunde sikre på, hvilke emner der kan forventes at blive blogget om for at ville vende tilbage til bloggen igen og igen.
Når man starter en blog, er det nødvendigt at gøre sig klart, hvad man vil med bloggen: Hvem er vi, hvorfor vil vi blogge, hvem vil vi blogge til, og hvordan vil vi blogge? (Ebbesen & Haug, 2009, 44).
Hertil kommer tidshorisonten – er bloggen tænkt ”permanent” eller bevidst midlertidig, er den knyttet til en bestemt begivenhed eller for eksempel oprettet i undervisningssammenhæng? Men uanset hvordan man besvarer disse spørgsmål, handler det at blogge om kommunikation i en eller anden form.
På indholdssiden har vi oplevet en gryende forståelse for mediets potentiale. Det er let at komme til orde. Kan man ramme interessen hos målgruppen, er der potentiale for at få spredt budskabet hurtigt og effektivt. Vi har i netforløbet selv oplevet, hvor sjovt det kan være at modtage og give respons, og hvor livlig en debat der kan opstå … i lyset af skæve historier.
På den anden side er ens blogbidrag en del af et stort og kommunikationsmæssigt kakofonisk landskab - så hvordan bliver man hørt? Bliver man hørt? Der er ofte ingen redaktionel kontrol. Der er risiko for en dårlig debatkultur, og for at det man får skrevet i et øjebliks kådhed eller irritation bliver stående ”til evig tid”. Der er i princippet ingen fortrydelsesret. Når det først er ”derude”, kan det være spredt, inden man kan nå at trække det tilbage fra den oprindelige placering.
Bloggen som virksomhedskommunikation – Post Danmark
Som nævnt kan alle lave en blog. Udfordringen er at finde de rette formål, de relevante succeskriterier og at afstemme kommunikationen til brugerne (Ebbesen & Haug, 2009, 162). Helt afgørende er det at inddrage brugerne, for uden dem er der ingen blog. Som Ebbesen og Haug skriver, så er det de færreste danske virksomheder og organisationer, der formår at inddrage brugerne (Ebbesen & Haug, 2009, 107). En af de få det er lykkedes for, er Post Danmark som mestrer at engagere brugerne, når man ser på antallet af kommentarer på blog-indlæggene.
I Post Danmarks tilfælde er mange af kommentarerne kritiske, hvilket virksomheden har taget til efterretning. Det har i visse tilfælde medført ændringer/forbedringer hos Post Danmark (Ebbesen og Haug, 2009, 50)
Lidt drilsk kunne man sige, at så længe Post Danmark har forsinkede pakker og med jævne mellemrum hæver prisen på postforsendelser, så trækker de også brugere til deres blog. Men blot virksomheden har gjort sig klart, at det er bloggens præmis, hvilket det tyder på ifølge Ebbesen og Haug (2009, 50), så er bloggen et glimrende værktøj til at have en direkte kontakt med sine kunder.
Post Danmark bruger på deres blog et lettilgængeligt sprog. De inddeler blog-indlæggene i afsnit – dog uden underoverskrifter – og bruger tags til at inddele de forskellige blog-indlæg under relevante fælles overskrifter (en såkaldt ”emnesky”). Der er et link til Post Danmarks blog på forsiden af deres hjemmeside, så umiddelbart virker deres blog synlig. Der er taget stilling til den ønskede debat-kultur i form af et sæt ordensregler. Alt i alt virker Post Danmarks blog seriøs og troværdig.
Strategi og professionel blogging
Der er, som vi ser det hos Post Danmark, en række fordele i at bruge noget energi på at udarbejde en strategi for sin blog. Bloggen er en rigtig god mulighed for at være i direkte kontakt med kunder og interessenter.
Selv kritik på en blog bør være mere end velkommen, idet det kan medføre positive ændringer i virksomheden til gavn for kunderne eller om ikke andet, så kommer kritikken til udtryk på virksomhedens blog, hvilket giver en forståelse af kundernes opfattelse af virksomheden og en mulighed for at reagere, som man ikke har, hvis kritikken finder sted mere i det skjulte (Ebbesen & Haug, 2009, 50).
Virksomheden skal gøre sig klart, hvad man vil med bloggen, og dernæst hvem man henvender sig til. Er det kunderne, meningsdannere såsom pressen og ngo’er eller politikere – eller forskellige målgrupper afhængigt af emnet og den aktuelle situation, som virksomheden befinder sig i?
Under alle omstændigheder bør virksomheden gøre sig helt klart, hvem der er den primære målgruppe, som man retter budskabet mod og samtidigt overveje, hvordan det vil ramme andre målgrupper.
Når mange virksomheder ikke evner at inddrage brugerne i dag, så er forklaringen ikke bare manglende engagement fra virksomhedernes side og ditto manglende interesse fra brugernes side.
Det skyldes i høj grad, at virksomhedernes blogs er afhængige af, at brugerne klikker ind på netop deres hjemmeside i jagt på information. Det er vanskelige betingelser, ikke mindst fordi danskernes internetvaner i høj grad er fokuseret omkring underholdning og kun i mindre grad informationssøgning (Hjarvard, 2005, 18).
Nogle af de mest velbesøgte blogs er placeret på eksisterende medieplatforme som f.eks. Berlingske Tidende og Politiken. Derfor bør en virksomhed, der står på tærsklen til at springe ud i bloguniverset, måske undersøge, om den med fordel kan blogge op på en eksisterende platform. Det kan dog have omkostninger i form af tabt branding af virksomhedens egen blog og dermed virksomheden selv.
Der skal afsættes en del tid på at vedligeholde bloggen, for at den ikke skal dø en tidlig død. Konkurrencen om brugernes opmærksomhed er hård, og ingen vil bruge tid på en blog (og virksomhed), der ikke tager dem alvorligt med jævnlige indlæg og ved at søge dialogen.
Som virksomhed skal man gøre sig klart, hvem der skal stå som afsender på bloggen. Hos Post Danmark er det kommunikationschefen, der sidder ved tastaturet, når bloggen skal skrives. Hos Nykredit er det derimod en række eksperter, der blogger inden for forskellige emner som bank. Bolig, marketing og kundebetjening.
At valget hos Post Danmark faldt på kommunikationschefen som pennefører på bloggen, var en tilfældighed. Han ville, kunne og mente, at det ville virke utroværdigt med en formel kransekagefigur som afsender (Ebbesen & Haug, 2009,50).
Omvendt vil det hos Nykredit virke utroværdigt, hvis en kommunikationschef og/eller kommunikationsmedarbejder stod som afsendere på samtlige blogindlæg. Det ville netop give indtryk af en ”kransekagefigur”, der var sat til at skrive indlæg på baggrund af præfabrikerede data.
Forskellen på de to virksomheders tilgange til bloggene er, at Post Danmark ser bloggen som en mulighed for at give kunderne relevant information og en kanal for ris/ros, som kan tages til efterretning, mens Nykredit i højere grad benytter den som en åben dør til at reklamere for rådgivning inden for deres kerneområder. Det gør det ekstra nødvendigt, at afsenderen også ved, hvad han/hun snakker om.
Det er altså en væsentligt at gøre sig overvejelser om den rette afsender – afhængigt af, hvem målgruppen er og hvad bloggens formål er.
Tillidsbegrebet
Ifølge Stig Hjarvard har en virksomhed en åbenlys fordel ved at møde sine brugere/kunder på internettet i form af en blog; Mennesker foretrækker i stigende omfang at bruge medier til at være i kontakt med hinanden (Hjarvard, 2005, 22), fordi medierne kan give dem to grundlæggende ydelser, som samvær ansigt-til-ansigt ikke kan levere: 1) Mulighed for aflastning og 2) Mulighed for manipulation. Både på tv og internettet er det hele tilrettelagt på forhånd i modsætning til, hvis man havde gæster. Samtidigt giver medierne mulighed for at manipulere samværet. Er programmet i tv eller på websiden ikke interessant, zapper eller klikker man bare videre til noget mere spændende.
Med det udgangspunkt har vi tillid til medierne. Både Hjarvard og Niklas Luhmann skriver, at vi nærer en grundlæggende tillid til medierne, fordi det psykologisk er nemmere end at have konstant mistillid til dem (Hjarvard, 2005, 39 og Luhmann 2005, 25).
Hjarvard tilføjer, at behovet for tillid bl.a. udspringer af, at vi har vanskeligt ved at vurdere kvaliteten af mediernes indhold. Vi må blot håbe, at medierne har foretaget deres research på bedste vis (Hjarvard, 2005, 39).
Her skinner det imidlertid igennem, at Hjarvards bog og særligt hans kildereferencer er fra før blogningen og sociale medier så dagens lys. I disse to kommunikationstyper er der tale om kommunikation, hvor afsenderens budskab alene står og falder med vedkommendes troværdighed og dermed læsernes tillid.
Når Helle Thorning Schmidt (S) på sin Facebook-profil i kun 20 pct. af sine opdateringer bruger jeg-formen, kunne man få den mistanke, at hun ikke selv skriver de 80 pct. af opdateringerne. Og tror vi som læser så på de sidste 20 pct.? Det skaber under alle omstændigheder en mistillid, som går ud over den digitale verden.
Og påvirkningen sker også den anden vej. De konservatives Lene Espersen har om nogen været i et politisk stormvejr, hvor der i høj grad er blevet sået tvivl om hendes troværdighed som politiker. Tilliden til hendes statements i form af blogindlæg og Facebook-opdateringer kan ligge på et meget lille sted.
Som Luhmann skriver, så er det ikke alle skuffelser, der fører til mistillid, men når først bægeret er flydt over, og mistilliden opstået, kan den mistillidshavende ikke skjule sin mistillid (Luhmann, 2005, 26).
Det samme gælder for virksomheder. Hvis en virksomhed den ene dag i pressen bliver hængt ud for at investere i selskaber, der benytter børnearbejde, så er det ikke videre troværdigt at blogge om, hvor meget man gør ud af at investere etisk korrekt. Den digitale kommunikation er ikke autonom i forhold til virkeligheden og vice versa.
Social kapital
Når vi grupperer os i klasser gennem de sociale netværk, leder det tankerne i retning af Pierre Bourdieus symbolske kapitalformer – den økonomiske, kulturelle og sociale (Järvinen, 2007). I denne sammenhæng har specielt den sociale kapital interesse.
I følge Bourdieu er samfundet bygget op af felter, som vi falder ind under, og i hvilke vi bevæger os rundt. Hvert enkelt felt er styret af tilhørsforhold, normer og retningslinjer, som vi tildeler hinanden og vælger at følge for at kunne leve op til de værdier, som hvert felt bevidst eller ubevidst lægger op til (Järvinen, 2007, 350 ff).
Sociale medier er, som ordene angiver, primært sociale – ikke økonomiske eller kulturelle (her kræves hverken penge, eksaminer eller titler). Der er snarere tale om et kommunikativt rum, der skaber værdi i relation til andre eller andet afhængigt af, hvordan det bliver benyttet og af hvem. Hvert felt har sin doxa (Järvinen, 2007, 359), som definerer de adfærdsregler, der hersker indenfor feltet. For sociale medier er det derfor afgørende, hvilke blogs du læser/abonnerer på, hvilke grupper du deltager i, eller hvilke venner du har på Facebook. Afhængigt af præferencer og referencer stiger din værdi i forhold til andre i feltet. Ved at kende dit felt og have en vis værdi kan du målrette din information og kommunikation, så den passer til gruppen.
Når Bourdieu beskriver social kapital refererer han til de ressourcer, en agent har, i kraft af at han/hun er medlem af en specifik gruppe (Järvinen, 352). Vi kunne forestille os, at den opbyggede sociale kapital går tabt, når vi ikke kan have tillid til den gruppe, vi tilhører.
Konklusion
(Marit, Pia, Thomas og Jesper)
Ordet ”blog” i Den Danske Ordbog, angiver betydningen: side på internettet hvor en person fører en art dagbog der daglig opdateres med kommentarer og links til udvalgte emner. Her fortælles yderligere at begrebet opstod i 2000, stammer fra engelsk og er en forkortelse af weblog. Senere afledninger af ordet ses i begreberne blogge, blogger og blogging.
Reflektioner
Det er nemt - det er overraskende nemt at oprette en blog og komme i gang med at blogge. Men derfra begynder det så også at blive en udfordring. Alt taget i betragtning er dét vel egentlig det djævelske modsætningsforhold ved hele blog-universet - ved sociale medier i almindelighed – at det er så nemt, uforpligtende og omkostningsfrit at komme i gang, og samtidig forfærdeligt vanskeligt at holde liv i og skabe interesse for bloggens indhold. Det vidner det faktum om, at der er 130.000 registrerede blogs i Danmark, men at kun halvdelen er aktive (Ebbesen & Haug, 2009, 39).
Udfordringen er at begrænse sig. Man kan blogge om alt mellem himmel og jord, hvilket vores gruppeblog på glimrende vis afspejler. Det vil dog næppe være specielt troværdigt at blogge og kloge sig om alverdens emner, hvis man ønsker en målrettet og troværdig blog; Man må formode, at de fleste læsere gerne vil være nogenlunde sikre på, hvilke emner der kan forventes at blive blogget om for at ville vende tilbage til bloggen igen og igen.
Når man starter en blog, er det nødvendigt at gøre sig klart, hvad man vil med bloggen: Hvem er vi, hvorfor vil vi blogge, hvem vil vi blogge til, og hvordan vil vi blogge? (Ebbesen & Haug, 2009, 44).
Hertil kommer tidshorisonten – er bloggen tænkt ”permanent” eller bevidst midlertidig, er den knyttet til en bestemt begivenhed eller for eksempel oprettet i undervisningssammenhæng? Men uanset hvordan man besvarer disse spørgsmål, handler det at blogge om kommunikation i en eller anden form.
På indholdssiden har vi oplevet en gryende forståelse for mediets potentiale. Det er let at komme til orde. Kan man ramme interessen hos målgruppen, er der potentiale for at få spredt budskabet hurtigt og effektivt. Vi har i netforløbet selv oplevet, hvor sjovt det kan være at modtage og give respons, og hvor livlig en debat der kan opstå … i lyset af skæve historier.
På den anden side er ens blogbidrag en del af et stort og kommunikationsmæssigt kakofonisk landskab - så hvordan bliver man hørt? Bliver man hørt? Der er ofte ingen redaktionel kontrol. Der er risiko for en dårlig debatkultur, og for at det man får skrevet i et øjebliks kådhed eller irritation bliver stående ”til evig tid”. Der er i princippet ingen fortrydelsesret. Når det først er ”derude”, kan det være spredt, inden man kan nå at trække det tilbage fra den oprindelige placering.
Bloggen som virksomhedskommunikation – Post Danmark
Som nævnt kan alle lave en blog. Udfordringen er at finde de rette formål, de relevante succeskriterier og at afstemme kommunikationen til brugerne (Ebbesen & Haug, 2009, 162). Helt afgørende er det at inddrage brugerne, for uden dem er der ingen blog. Som Ebbesen og Haug skriver, så er det de færreste danske virksomheder og organisationer, der formår at inddrage brugerne (Ebbesen & Haug, 2009, 107). En af de få det er lykkedes for, er Post Danmark som mestrer at engagere brugerne, når man ser på antallet af kommentarer på blog-indlæggene.
I Post Danmarks tilfælde er mange af kommentarerne kritiske, hvilket virksomheden har taget til efterretning. Det har i visse tilfælde medført ændringer/forbedringer hos Post Danmark (Ebbesen og Haug, 2009, 50)
Lidt drilsk kunne man sige, at så længe Post Danmark har forsinkede pakker og med jævne mellemrum hæver prisen på postforsendelser, så trækker de også brugere til deres blog. Men blot virksomheden har gjort sig klart, at det er bloggens præmis, hvilket det tyder på ifølge Ebbesen og Haug (2009, 50), så er bloggen et glimrende værktøj til at have en direkte kontakt med sine kunder.
Post Danmark bruger på deres blog et lettilgængeligt sprog. De inddeler blog-indlæggene i afsnit – dog uden underoverskrifter – og bruger tags til at inddele de forskellige blog-indlæg under relevante fælles overskrifter (en såkaldt ”emnesky”). Der er et link til Post Danmarks blog på forsiden af deres hjemmeside, så umiddelbart virker deres blog synlig. Der er taget stilling til den ønskede debat-kultur i form af et sæt ordensregler. Alt i alt virker Post Danmarks blog seriøs og troværdig.
Strategi og professionel blogging
Der er, som vi ser det hos Post Danmark, en række fordele i at bruge noget energi på at udarbejde en strategi for sin blog. Bloggen er en rigtig god mulighed for at være i direkte kontakt med kunder og interessenter.
Selv kritik på en blog bør være mere end velkommen, idet det kan medføre positive ændringer i virksomheden til gavn for kunderne eller om ikke andet, så kommer kritikken til udtryk på virksomhedens blog, hvilket giver en forståelse af kundernes opfattelse af virksomheden og en mulighed for at reagere, som man ikke har, hvis kritikken finder sted mere i det skjulte (Ebbesen & Haug, 2009, 50).
Virksomheden skal gøre sig klart, hvad man vil med bloggen, og dernæst hvem man henvender sig til. Er det kunderne, meningsdannere såsom pressen og ngo’er eller politikere – eller forskellige målgrupper afhængigt af emnet og den aktuelle situation, som virksomheden befinder sig i?
Under alle omstændigheder bør virksomheden gøre sig helt klart, hvem der er den primære målgruppe, som man retter budskabet mod og samtidigt overveje, hvordan det vil ramme andre målgrupper.
Når mange virksomheder ikke evner at inddrage brugerne i dag, så er forklaringen ikke bare manglende engagement fra virksomhedernes side og ditto manglende interesse fra brugernes side.
Det skyldes i høj grad, at virksomhedernes blogs er afhængige af, at brugerne klikker ind på netop deres hjemmeside i jagt på information. Det er vanskelige betingelser, ikke mindst fordi danskernes internetvaner i høj grad er fokuseret omkring underholdning og kun i mindre grad informationssøgning (Hjarvard, 2005, 18).
Nogle af de mest velbesøgte blogs er placeret på eksisterende medieplatforme som f.eks. Berlingske Tidende og Politiken. Derfor bør en virksomhed, der står på tærsklen til at springe ud i bloguniverset, måske undersøge, om den med fordel kan blogge op på en eksisterende platform. Det kan dog have omkostninger i form af tabt branding af virksomhedens egen blog og dermed virksomheden selv.
Der skal afsættes en del tid på at vedligeholde bloggen, for at den ikke skal dø en tidlig død. Konkurrencen om brugernes opmærksomhed er hård, og ingen vil bruge tid på en blog (og virksomhed), der ikke tager dem alvorligt med jævnlige indlæg og ved at søge dialogen.
Som virksomhed skal man gøre sig klart, hvem der skal stå som afsender på bloggen. Hos Post Danmark er det kommunikationschefen, der sidder ved tastaturet, når bloggen skal skrives. Hos Nykredit er det derimod en række eksperter, der blogger inden for forskellige emner som bank. Bolig, marketing og kundebetjening.
At valget hos Post Danmark faldt på kommunikationschefen som pennefører på bloggen, var en tilfældighed. Han ville, kunne og mente, at det ville virke utroværdigt med en formel kransekagefigur som afsender (Ebbesen & Haug, 2009,50).
Omvendt vil det hos Nykredit virke utroværdigt, hvis en kommunikationschef og/eller kommunikationsmedarbejder stod som afsendere på samtlige blogindlæg. Det ville netop give indtryk af en ”kransekagefigur”, der var sat til at skrive indlæg på baggrund af præfabrikerede data.
Forskellen på de to virksomheders tilgange til bloggene er, at Post Danmark ser bloggen som en mulighed for at give kunderne relevant information og en kanal for ris/ros, som kan tages til efterretning, mens Nykredit i højere grad benytter den som en åben dør til at reklamere for rådgivning inden for deres kerneområder. Det gør det ekstra nødvendigt, at afsenderen også ved, hvad han/hun snakker om.
Det er altså en væsentligt at gøre sig overvejelser om den rette afsender – afhængigt af, hvem målgruppen er og hvad bloggens formål er.
Tillidsbegrebet
Ifølge Stig Hjarvard har en virksomhed en åbenlys fordel ved at møde sine brugere/kunder på internettet i form af en blog; Mennesker foretrækker i stigende omfang at bruge medier til at være i kontakt med hinanden (Hjarvard, 2005, 22), fordi medierne kan give dem to grundlæggende ydelser, som samvær ansigt-til-ansigt ikke kan levere: 1) Mulighed for aflastning og 2) Mulighed for manipulation. Både på tv og internettet er det hele tilrettelagt på forhånd i modsætning til, hvis man havde gæster. Samtidigt giver medierne mulighed for at manipulere samværet. Er programmet i tv eller på websiden ikke interessant, zapper eller klikker man bare videre til noget mere spændende.
Med det udgangspunkt har vi tillid til medierne. Både Hjarvard og Niklas Luhmann skriver, at vi nærer en grundlæggende tillid til medierne, fordi det psykologisk er nemmere end at have konstant mistillid til dem (Hjarvard, 2005, 39 og Luhmann 2005, 25).
Hjarvard tilføjer, at behovet for tillid bl.a. udspringer af, at vi har vanskeligt ved at vurdere kvaliteten af mediernes indhold. Vi må blot håbe, at medierne har foretaget deres research på bedste vis (Hjarvard, 2005, 39).
Her skinner det imidlertid igennem, at Hjarvards bog og særligt hans kildereferencer er fra før blogningen og sociale medier så dagens lys. I disse to kommunikationstyper er der tale om kommunikation, hvor afsenderens budskab alene står og falder med vedkommendes troværdighed og dermed læsernes tillid.
Når Helle Thorning Schmidt (S) på sin Facebook-profil i kun 20 pct. af sine opdateringer bruger jeg-formen, kunne man få den mistanke, at hun ikke selv skriver de 80 pct. af opdateringerne. Og tror vi som læser så på de sidste 20 pct.? Det skaber under alle omstændigheder en mistillid, som går ud over den digitale verden.
Og påvirkningen sker også den anden vej. De konservatives Lene Espersen har om nogen været i et politisk stormvejr, hvor der i høj grad er blevet sået tvivl om hendes troværdighed som politiker. Tilliden til hendes statements i form af blogindlæg og Facebook-opdateringer kan ligge på et meget lille sted.
Som Luhmann skriver, så er det ikke alle skuffelser, der fører til mistillid, men når først bægeret er flydt over, og mistilliden opstået, kan den mistillidshavende ikke skjule sin mistillid (Luhmann, 2005, 26).
Det samme gælder for virksomheder. Hvis en virksomhed den ene dag i pressen bliver hængt ud for at investere i selskaber, der benytter børnearbejde, så er det ikke videre troværdigt at blogge om, hvor meget man gør ud af at investere etisk korrekt. Den digitale kommunikation er ikke autonom i forhold til virkeligheden og vice versa.
Social kapital
Når vi grupperer os i klasser gennem de sociale netværk, leder det tankerne i retning af Pierre Bourdieus symbolske kapitalformer – den økonomiske, kulturelle og sociale (Järvinen, 2007). I denne sammenhæng har specielt den sociale kapital interesse.
I følge Bourdieu er samfundet bygget op af felter, som vi falder ind under, og i hvilke vi bevæger os rundt. Hvert enkelt felt er styret af tilhørsforhold, normer og retningslinjer, som vi tildeler hinanden og vælger at følge for at kunne leve op til de værdier, som hvert felt bevidst eller ubevidst lægger op til (Järvinen, 2007, 350 ff).
Sociale medier er, som ordene angiver, primært sociale – ikke økonomiske eller kulturelle (her kræves hverken penge, eksaminer eller titler). Der er snarere tale om et kommunikativt rum, der skaber værdi i relation til andre eller andet afhængigt af, hvordan det bliver benyttet og af hvem. Hvert felt har sin doxa (Järvinen, 2007, 359), som definerer de adfærdsregler, der hersker indenfor feltet. For sociale medier er det derfor afgørende, hvilke blogs du læser/abonnerer på, hvilke grupper du deltager i, eller hvilke venner du har på Facebook. Afhængigt af præferencer og referencer stiger din værdi i forhold til andre i feltet. Ved at kende dit felt og have en vis værdi kan du målrette din information og kommunikation, så den passer til gruppen.
Når Bourdieu beskriver social kapital refererer han til de ressourcer, en agent har, i kraft af at han/hun er medlem af en specifik gruppe (Järvinen, 352). Vi kunne forestille os, at den opbyggede sociale kapital går tabt, når vi ikke kan have tillid til den gruppe, vi tilhører.
Konklusion
Bloggen er et prisbilligt medie, hvor virksomheder og organisationer kan prøve idéer af ”blandt venner” i et forum, der trods dets åbenhed stadig rummer retrætemuligheder, som en egentlig pilotlancering af et produkt måske ikke har.
En idé kan fx lækkes via en blog og skabe positiv virak uden, at virksomheden, der står bag behøver forpligte sig 100 % på det design eller de idéer, der kommer til udtryk i bloggen.
Bloggens netværkskarakter gør den potentielt også egnet som medie til at håndtere en eventuel krise. Hvis virksomheden via sin blog er i løbende kontakt med sine ”venner” og derigennem har både en god dialog og en fornemmelse for, hvad der rør sig, så kan dette netværk anvendes som en blandt flere kanaler til at lancere modhistorier som led i en krisekommunikation.
Bloggen kan således både bidrage til at opbygge tillid til virksomheden og etablere et rum, hvor en gruppe mennesker kan opbygge en fælles social kapital.
(13.352 anslag)
Kilder:
Bøger
Ebbesen, Anna & Astrid Haug: ”Lyt til Elefanterne”, Gyldendal Business, 2009
Hjarvard, Stig: ”Medier mellem mennesker” i Det selskabelige samfund. Samfundslitteratur, 2005
Järvinen, Margaretha: ”Pierre Bourdieu.” Heine Andersen og Lars Bo Kaspersen (Red.): Klassisk og moderne samfundsteori. 4. udg. København: Hans Reizels Forlag, 2007
Luhmann, Niklas: Tillid – en mekanisme til reduktion af social kompleksitet. (1. udg. 1999). Hans Reitzels Forlag, 2005
Links
Den Danske Ordbog ”blog”: http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=blog (set: 9/11-2010)
Gruppeblog: http://gruppe6mpk.blogspot.com (set: 9/11-2010)
Nykredit: http://weblog.nykredit.dk/
Ordensregler: http://blog.post-danmark.dk/?page_id=4
Post Danmark: http://blog.post-danmark.dk/ (set 14/11-2010)
onsdag den 10. november 2010
HVAD SÅ, GRANBERG? I forbindelse med vores studie på Master i Professionel Kommunikation skal vi én gang i løbet af hvert studieår give en mundtlig fremstilling over et selvvalgt emne. Fremstillingen skal være på ca. 5 minutter, og efter at have givet den vil vi modtage en umiddelbar tilbagemelding både fra underviser og tilhørere i øvrigt.
Lørdag den 20. november er det min tur til at give min fremstilling. Det bliver spændende, men nu sidder jeg jo så lige og overvejer mit emne...
* Skulle man kaste sig ud i en gennemgang af Luhmans tillidsbegreber?
* Skulle man fortælle om ungernes skole?
* Skulle man undre sig over, hvor dansk politik er på vej hen?
* Skulle man fortælle, hvordan man brygger et godt glas øl?
* Skulle man give en praktisk demonstration af det perfekte golfsving?
* Skulle man fortælle om salg som professionel kommunikation?
* Eller skulle man kaste sig ud i noget helt tredje?
Hvad synes du? Hvis du har lyst til at komme med et bud, så vil jeg læse det med interesse og overveje det. I sagens natur, så kan jeg ikke love, at jeg vil bruge det til noget. 1) Måske har jeg lige fået det store klarsyn, eller 2) Dagene er gået, så jeg er blevet nødt til at træffe et valg for at kunne nå at have min fremstilling klar.
Men på den anden side, sidder du med en god idé, som du ikke selv kan eller vil bruge og synes, at det kunne være sjovt at få mig til at tale over emnet i 5 minutter, så hold dig ikke tilbage!
Det er sgu næsten ligesom det gamle DR1-program "Så hatten passer" :-)
De bedste hilsner
Jesper
lørdag den 30. oktober 2010
Og så blev det Halloween...
Det er sjovt nok med traditioner. De går og kommer. Uden sammenligning i øvrigt var 1. maj og Grundlovsdag engang vigtige dage i danskernes årshjul. I dag er de overhalet af amerikanske mærkedage som Thanksgiving, Valentinsdag og aktuelt Halloween.
For nu at ta' Halloween, så har vi i familien i flere år udhulet græskar, som har stået med lys udenfor. Samtidig har jeg lært at lave græskarsuppe, som vi ellers aldrig tidligere har fået, og kernerne er blevet tørret, efterfølgende drysset med salt og bagt i ovnen (smager pragtfuldt). I år har mine børn (store børn) insisteret på at tage i Tivoli, fordi der var udsmykket så smukt med græskar, og selv på min arbejdsplads har vi græskar stående til pynt i børnebiblioteket. I morgen skal min 16-årige datter så til Halloween party medbringende en eller anden form for afskyelig mad. Der er med andre ord stor stor fokus på denne sjove traditionsaften, som passer fint ind i den tiltagende mørke tid.
Omvendt som sagt med de danske mærkedage. Hvor mange af vores børn ved hvorfor de har fri fra skole 1. maj eller Grundlovsdag?. Hvor mange af os forældre har slæbt de små - eller store med til 1. maj- eller Grundlovsmøder, eller bare forsøgt at forklare poderne om visse historiske sammenhænge? Næh vel... Haven skal jo gøres forårsklar, der er konfirmation, eller måske skal vi arbejde og derfor bare sender ungerne afsted til bedsteforældre medbringende en Disney-film...
En gang i min ungdom har jeg deltaget i disse danske forårstraditioner, men jeg har aldrig taget mine børn med. Og hvorfor egentlig ikke?? Mine børn har modsat formået at gøre mig opmærksom på nye traditioner, som de mener har stor betydning.
Det giver da stof til eftertanke....
For nu at ta' Halloween, så har vi i familien i flere år udhulet græskar, som har stået med lys udenfor. Samtidig har jeg lært at lave græskarsuppe, som vi ellers aldrig tidligere har fået, og kernerne er blevet tørret, efterfølgende drysset med salt og bagt i ovnen (smager pragtfuldt). I år har mine børn (store børn) insisteret på at tage i Tivoli, fordi der var udsmykket så smukt med græskar, og selv på min arbejdsplads har vi græskar stående til pynt i børnebiblioteket. I morgen skal min 16-årige datter så til Halloween party medbringende en eller anden form for afskyelig mad. Der er med andre ord stor stor fokus på denne sjove traditionsaften, som passer fint ind i den tiltagende mørke tid.
Omvendt som sagt med de danske mærkedage. Hvor mange af vores børn ved hvorfor de har fri fra skole 1. maj eller Grundlovsdag?. Hvor mange af os forældre har slæbt de små - eller store med til 1. maj- eller Grundlovsmøder, eller bare forsøgt at forklare poderne om visse historiske sammenhænge? Næh vel... Haven skal jo gøres forårsklar, der er konfirmation, eller måske skal vi arbejde og derfor bare sender ungerne afsted til bedsteforældre medbringende en Disney-film...
En gang i min ungdom har jeg deltaget i disse danske forårstraditioner, men jeg har aldrig taget mine børn med. Og hvorfor egentlig ikke?? Mine børn har modsat formået at gøre mig opmærksom på nye traditioner, som de mener har stor betydning.
Det giver da stof til eftertanke....
mandag den 25. oktober 2010
Nekrolog: Tak for alt walkman
I en tid, hvor den ene nye medie hastigt afløser det næste, er det vel værd at stoppe op og skænke en melankolsk tanke til en mobil makker, der gav så meget, den gang Commodore 64 og floppy disks var det nye sort.
Den klassiske walkman er død, 31 år gammel.
Ifølge Politiken har Sony netop besluttet at stoppe produktionen af den populære kassettebånd-afspiller, der blev introduceret i Japan i 1979. MP3 og ipod´en har gjort den overflødig.
Kommer jeg til at savne walkman?
Næh, egentlig ikke - synes ofte, der gik båndsalat i det dér favoritbånd, som det havde taget evigheder at få sat godt sammen med de fede hits fra radioen. For ikke at tale om, at batterierne ofte gik hurtigt døde i en walkman, og jeg havde mere end svært nok ved at finde rytmen, når båndet kørte normalt rundt i walkman'en - helt galt gik det, når batteriet begyndte at gå fladt. Det har ikke været kønt.
Men hvor ville ungdommen have været fattigere uden min walkman. Med Bon Jovi's "Living on a prayer" eller Europe's guitarsoloer drønende i øregangen kunne verden bare komme an. Så gjorde det ikke så meget, at man havde godt med gelé i håret, hvide tennissokker uden på de forvaskede jeans og bøjle på tænderne.
Tak for alt walkman - det var sjovt, så længe det varede.
Den klassiske walkman er død, 31 år gammel.
Ifølge Politiken har Sony netop besluttet at stoppe produktionen af den populære kassettebånd-afspiller, der blev introduceret i Japan i 1979. MP3 og ipod´en har gjort den overflødig.
Kommer jeg til at savne walkman?
Næh, egentlig ikke - synes ofte, der gik båndsalat i det dér favoritbånd, som det havde taget evigheder at få sat godt sammen med de fede hits fra radioen. For ikke at tale om, at batterierne ofte gik hurtigt døde i en walkman, og jeg havde mere end svært nok ved at finde rytmen, når båndet kørte normalt rundt i walkman'en - helt galt gik det, når batteriet begyndte at gå fladt. Det har ikke været kønt.
Men hvor ville ungdommen have været fattigere uden min walkman. Med Bon Jovi's "Living on a prayer" eller Europe's guitarsoloer drønende i øregangen kunne verden bare komme an. Så gjorde det ikke så meget, at man havde godt med gelé i håret, hvide tennissokker uden på de forvaskede jeans og bøjle på tænderne.
Tak for alt walkman - det var sjovt, så længe det varede.
Verdens Bedste Nyheder / Gruppe 6
Verdens Bedste Nyheder – en kampagne som ønsker at gøre op med den ligegyldighed, der skyldes manglende tro på, at det nytter at kæmpe for afskaffelse af sult og nød i verden.
Afsender
Kampagnens afsender er 61 udviklingsorganisationer i samarbejde med DANIDA og FN. En del af kampagnen er den filmsekvens, som vi henviser til ovenfor, og som vi vil forholde os til her. I filmen optræder Peter Lund Madsen (”Hjerne-Madsen”), som formidler af budskabet.
Budskab
Kampagnen ønsker at sætte fokus på udryddelse af sult, fattigdom og analfabetisme i verden. Et sidebudskab er, at det er normalt at tvivle, om det nytter at hjælpe, bl.a. fordi vi som mennesker har svært ved at skelne mellem fakta og fordomme. Dette eksemplificeres ved et par fakta oplysninger om, hvordan vi bruger en del af hjernekapaciteten til at bekræfte vores fordomme om, at det ikke nytter noget. ”Hjerne-Madsens” kompetenceområde!
Kampagnen ønsker at sætte fokus på udryddelse af sult, fattigdom og analfabetisme i verden. Et sidebudskab er, at det er normalt at tvivle, om det nytter at hjælpe, bl.a. fordi vi som mennesker har svært ved at skelne mellem fakta og fordomme. Dette eksemplificeres ved et par fakta oplysninger om, hvordan vi bruger en del af hjernekapaciteten til at bekræfte vores fordomme om, at det ikke nytter noget. ”Hjerne-Madsens” kompetenceområde!
Målgruppe
Målgruppen er den brede danske befolkning men i særlig grad de (eller vi?), som egentlig gerne vil give en hånd med, men som tvivler på, om det nytter. Det nævnes i filmen, at 80 procent af danskerne ikke tror på, at det nytter at bekæmpe sult og fattigdom. Det er disse 80 procent, kampagnen sigter efter.
Målgruppen er den brede danske befolkning men i særlig grad de (eller vi?), som egentlig gerne vil give en hånd med, men som tvivler på, om det nytter. Det nævnes i filmen, at 80 procent af danskerne ikke tror på, at det nytter at bekæmpe sult og fattigdom. Det er disse 80 procent, kampagnen sigter efter.
Medie
Mediet er omtalte internetbaserede filmsekvens, der varer ca. to minutter. Filmen forsøger at skabe en personlig identifikation med modtageren ved, hvis man tillader det med sin facebookprofil, at benytte personlige data såsom navn, fødselsdato samt billeder af et udsnit af ens venner fra Facebook; et såkaldt ”personligt realitetstjek”. Hvis man ikke tillader den personlige interaktion, kan filmen ses uden men bliver i så fald ikke nær så underholdende.
Mediet er omtalte internetbaserede filmsekvens, der varer ca. to minutter. Filmen forsøger at skabe en personlig identifikation med modtageren ved, hvis man tillader det med sin facebookprofil, at benytte personlige data såsom navn, fødselsdato samt billeder af et udsnit af ens venner fra Facebook; et såkaldt ”personligt realitetstjek”. Hvis man ikke tillader den personlige interaktion, kan filmen ses uden men bliver i så fald ikke nær så underholdende.
Del af kampagne
Filmsekvensen er et led i en større kampagne, der hedder Kampagne 2015. Den kan man læse en del mere om på hjemmesiden. Kampagnen forsøger at argumentere for, at det nytter at gøre noget på den lange bane. Der er således ikke tale om en krisekommunikation udløst af et akut jordskælv eller en oversvømmelse et eller andet sted, men snarere om en appel til det lange seje træk.
Filmsekvensen er et led i en større kampagne, der hedder Kampagne 2015. Den kan man læse en del mere om på hjemmesiden. Kampagnen forsøger at argumentere for, at det nytter at gøre noget på den lange bane. Der er således ikke tale om en krisekommunikation udløst af et akut jordskælv eller en oversvømmelse et eller andet sted, men snarere om en appel til det lange seje træk.
Vi skal i denne fremlæggelse kun forholde os til filmsekvensen, hvilket vi er bevidste om begrænser den samlede vurdering af kampagnen væsentligt.
Valg af kommunikation
Filmen er en envejskommunikation, der ikke giver direkte mulighed for dialog med modtageren. Den er forsynet med links, der diskret opfordrer dig til at dele den med dine venner via en e-mail, Twitter eller Facebook.
Filmen er en envejskommunikation, der ikke giver direkte mulighed for dialog med modtageren. Den er forsynet med links, der diskret opfordrer dig til at dele den med dine venner via en e-mail, Twitter eller Facebook.
Verdens Bedste Nyheder benytter en kendt og respekteret person som Peter Lund Madsen til at føre budskabet frem. Hermed kunne man forestille sig, at kampagnen ønsker at opnå et blikfang, der trækker på dels det genkendelige og dels forventningen om at blive underholdt. Når vi zapper rundt på internettet, gør vi det ofte for enten at finde information (f.eks. hvad går der i biffen?) eller for at se sjove eller skæve ting (f.eks. på YouTube).
Filmens anvendelse af ens personlige data risikerer at skygge lidt for budskabet. De anvendte gimmicks forekommer som et forsøg på at gøre filmen og dermed budskabet vedkommende. Men i stedet fjernes fokus fra det relevante. Man sidder og stirrer stift efter, hvor de afgivne oplysninger bliver anvendt og glemmer helt at høre efter, hvad der bliver sagt. Peter Lund Madsen fungerer fint i rollen som troværdig fortæller, men forsøget på at koble hans faglighed som neurolog ind ved at vise et billede af en hjerne undervejs virker lidt påklistret og forstyrrende.
Filmens anvendelse af ens personlige data risikerer at skygge lidt for budskabet. De anvendte gimmicks forekommer som et forsøg på at gøre filmen og dermed budskabet vedkommende. Men i stedet fjernes fokus fra det relevante. Man sidder og stirrer stift efter, hvor de afgivne oplysninger bliver anvendt og glemmer helt at høre efter, hvad der bliver sagt. Peter Lund Madsen fungerer fint i rollen som troværdig fortæller, men forsøget på at koble hans faglighed som neurolog ind ved at vise et billede af en hjerne undervejs virker lidt påklistret og forstyrrende.
Effekt
Godt 6.000 personer har markeret på Facebook, at de synes godt om Verdens Bedste Nyheder. Er det et godt tal? Det i hvert fald langt fra alle de 115.000, der fik udleveret et rundstykke rundt omkring på gader og veje, da kampagnen kulminerede i september. Og man kan spørge sig selv om det lykkes at få sat en ny dagsorden i debatten om udviklingslandene, der er mere fokuseret på succeserne end på problemerne? Vi tvivler!
Godt 6.000 personer har markeret på Facebook, at de synes godt om Verdens Bedste Nyheder. Er det et godt tal? Det i hvert fald langt fra alle de 115.000, der fik udleveret et rundstykke rundt omkring på gader og veje, da kampagnen kulminerede i september. Og man kan spørge sig selv om det lykkes at få sat en ny dagsorden i debatten om udviklingslandene, der er mere fokuseret på succeserne end på problemerne? Vi tvivler!
Filmsekvensen fungerer fint som blikfang på nettet. Vi kunne dog godt have tænkt os, at man fjernede det lidt irrelevante indslag med navn på madkassen og stjernehimmel med horoskop og brugte de sekunder til at bringe nogle små sekvenser, der kunne illustrere de opnåede succeser.
Det kunne måske have haft en mere engagerende effekt, hvis man havde lavet en quiz eller et spil, der havde bedt os om at overveje nogle ting selv, inden vi fik leveret svarene. Et sådant spil kunne måske også have en lidt større viral markedsføringseffekt, da de fleste af os godt kan lide at lege. Spillet kunne kombineres med en opfordring til at komme med egne forslag til en løsning af 2015 Kampagnens udfordringer og måske en konkurrence, hvor du kunne vinde et års forbrug af FairTrade-produkter eller noget andet, der sådan lægger sig lidt op af kampagnens tema.
fredag den 22. oktober 2010
Store farlige dræberhunde er også bare små kærlige hunde - indeni
Aviser skal sælges og penge tjenes. Derfor skrives om overfald af ældre på offentlig vej, bandekrig, dødsfald i forbindelse med ulykker og andet af samme skuffe. Resultatet bliver ofte, at der fremstilles et billede af virkeligheden, som statistisk ikke matcher de reelle forhold. Sådan er det også tit, når der skrives artikler om farlige hunde.
Jeg har en Rottweiler, Rikke på 6½ år,
og en blanding mellem Schæfer og Rottweiler, Cæsar på snart 4 år.
Særlig Rottweiler-racen er mediernes yndling, hvad angår artikler, hvor hunde ”går amok”. Og jeg har altså rundt regnet 80 kg hunde af den i medierne udråbte farlige slags. Det er simpelthen så anstrengende nogle gange – folk der demonstrativt går over på det andet fortov, eller dem der mener jeg ikke må lufte mine hunde, hvor andre lufter deres. For selvfølgelig er mine hunde ikke ganske ufarlige, men de har faktisk aldrig været til fare for nogen…heller ikke de gange, hvor vi ganske sagesløst er blevet angrebet af diverse ”kamp-pekingersere”
(læs: små hunde). Så vender de den anden kind til, eller som Cæsar præsterede den ene gang: afsendte en målrettet stråle urin lige i knolden på det bjæffende mini-monster.
Jeg har en Rottweiler, Rikke på 6½ år,
og en blanding mellem Schæfer og Rottweiler, Cæsar på snart 4 år.
Særlig Rottweiler-racen er mediernes yndling, hvad angår artikler, hvor hunde ”går amok”. Og jeg har altså rundt regnet 80 kg hunde af den i medierne udråbte farlige slags. Det er simpelthen så anstrengende nogle gange – folk der demonstrativt går over på det andet fortov, eller dem der mener jeg ikke må lufte mine hunde, hvor andre lufter deres. For selvfølgelig er mine hunde ikke ganske ufarlige, men de har faktisk aldrig været til fare for nogen…heller ikke de gange, hvor vi ganske sagesløst er blevet angrebet af diverse ”kamp-pekingersere”
(læs: små hunde). Så vender de den anden kind til, eller som Cæsar præsterede den ene gang: afsendte en målrettet stråle urin lige i knolden på det bjæffende mini-monster.
Rikke og Cæsar er i virkeligheden også bare små hunde indeni. Når jeg tager hjemmefra stiller de sig troligt op i vinduet og hyler
– floklederen forlader dem - og det er da egentlig også dårlig stil, at jeg gør det. Men så længe Rigshospitalet har sådan nogle firkantede regler, der forbyder kæledyr, så kan de altså ikke komme med på arbejde men må blive hjemme, mens de bliver passet af ”mormor”.
Hjemme er jo helt naturligt deres revir, og derfor ville jeg tænke, andre hunde med fornuft skulle holde sig væk. Men så skete det en dag, at naboens dansk-svenske gårdhund, Villy, pludselig brød gennem hegnet og løb sejrrigt rundt i min have. Jeg blev helt forskrækket, da jeg hørte Rikke og Cæsar banke døren til haven op med et kæmpe brøl. Derefter lød der en vældig tumult, en spids bjæffen fra Villy og så var alt stille. Jeg løb så hurtigt, jeg kunne, ud i haven og fandt Rikke, Cæsar og Villy i leg. Dvs. Cæsar fik ikke lov at være med hele tiden, kun når Villy gav ham lov. Alderspræsidenten Villy på 8 kg havde åbenbart sat min 45 kg unghund på plads – fint nok. Siden hen har Villy været på besøg mange gange, og til tider er han mere hos os end hjemme hos sig selv.
Rikke og Cæsar elsker at lege og at drille hinanden, og de er i ordets egentlige forstand to vandhunde. Om sommeren skal jeg huske at stille badebassinet væk fra vasketøjet, for ellers bliver tøjet både vådt og beskidt igen. Desværre holder et badebassin ikke så længe hjemme hos os, for de ynder at grave i det…og så bliver bunden jo flænset fuldstændig og vandet løber ud. Jeg synes selv, det er et rigtig godt argument for, at jeg skal kigge efter et hus med svømmepøl, når nu jeg skal på husjagt .
Jeg træner med Rikke og Cæsar i Helsinge Rottweilerklub, så en smule disciplinering er altså indlagt…ikke mindst af mig. For hundene gør det jo egentlig fint, det er mig, der laver alle fejlene. Forhåbentlig bliver jeg bedre en dag, så Rikke og Cæsar kan være stolte af mig ;0) Så nej, jeg mener ikke, jeg har ikke to farligt hunde. Og når det så er sagt, så tror jeg indbrudstyve og hjemmerøvere skal holde sig væk – for jeg har en fornemmelse af, at der er grænser for Rikke og Cæsars tolerance.
Til generalforsamlingen i grundejerforeningen var der inviteret en politibetjent fra kredsen, som gennemgik hvordan man bedst forebygger indbrud. Da løsningerne med nabohjælp, tyverialarmer osv. var gennemgået, sluttede betjenten af med at sige ”men intet er så godt som at have en stor Rottweiler”. Og det kunne naboerne nikke samtykkende til, for til dato har Rikke og Cæsar både forhindret et tyveri af den ene nabos bil og indbrud i den anden nabos hus – så ja hunde der bare er små og kærlige indeni, kan også være store farlige dræber-hunde.
torsdag den 21. oktober 2010
Reflektion over tiden...
Jeg kan undres over hvor meget tid det kræver at være social på nettet. Man kan jo sidde her i timer!! Tid der skal findes på bekostning af noget andet… Socialt samvær med familien, - med vennerne; nedprioritering af daglige (arbejds!!)opgaver… droppe telefonsamtalen med Mor’en. Der er selvfølgelig nok af muligheder, men jeg har altså alligevel svært ved at finde den; tiden altså!
Kan se at en af jer andre eksperimenter med bloggens layout. Super, at en ta’r sig ’tid’ til det ;-)
Jeg vil i stedet kaste mig over bogen Public Affairs af Mads Chr. Esbensen, som vi åbenbart også skal nå at læse til næste netforløb. Det var det der med tiden..tiden..tiden..tiden...
Kan se at en af jer andre eksperimenter med bloggens layout. Super, at en ta’r sig ’tid’ til det ;-)
Jeg vil i stedet kaste mig over bogen Public Affairs af Mads Chr. Esbensen, som vi åbenbart også skal nå at læse til næste netforløb. Det var det der med tiden..tiden..tiden..tiden...
tirsdag den 19. oktober 2010
Liberal Alliance markerer DDR’s 61 års fødselsdag (opgave 1)
Det er blevet normal praksis blandt de folkevalgte på Christiansborg at være på nettet i folketingssalen og benytte de ledige stunder under debatterne til at holde kontakten ved lige med samfundet udenfor de tykke mure.
Således var Simon Emil Ammitzbøll fra Liberal Alliance klar til at kommentere direkte fra folketinget i forbindelse med åbningsdebatten den 7. oktober.
Her lod han denne bemærkning falde: ”Egentlig spøjst at blive beskyldt for at være udemokrat af Enhedslisten på DDR’s 61 års fødselsdag”
Hans bemærkning på Facebook falder tilsyneladende efter en ordveksling han har haft med Line Barfod fra Enhedslisten godt 40 minutter forinden (se evt. side 75 i referatet)
Line Barfod hylder i sit indlæg den skandinaviske demokratimodel som en forudsætning for velfærdsstaten og for en sund samfundsøkonomi, og stiller overfor dette en påstand om, at Liberal Alliance vil ofre dette for at sikre en stadig pengestrøm til bankerne og privathospitalerne.
Man kunne vælge at betragte Simon Emil Ammitzbøls kommentar som blot endnu et eksempel på de skræmmekampagner, der præger den politiske debat. Klart er det da også, at han hiver de gode gamle spøgelser fra den kolde krig ud af skabet.
Men hvem henvender sådan en kommentar sig egentlig til? De, der læser den er jo folk, der af den ene eller den anden grund har valgt at klikke sig ind på Simon Emil Ammitzbølls profil på Facebook.
Der var dags dato 4.883, der har registreret sig som Simons venner. Til sammenligning har partiformand Anders Samuelsen ”kun” godt 1.000 venner. Måske ligger noget af forklaringen på såvel Simon Emils mange venner som hans sprogbrug netop i, at Simon Emil Ammitzbøl til dels kan ses som et produkt af medierne.
Han var landsformand for Radikal Ungdom i perioden 2000 til 2003, men hans store folkelige gennembrud kom som bleg nørdet fodboldspiller på FC Zulu på TV2 Zulu for nogle sæsoner siden. FC Zulus hjemmeside var da også i 2005 ude og formidle det, da det begyndte at ligne en folketingsplads til deres "angrebs-es".
Kommentaren om DDR fremprovokerede en længere udveksling af synspunkter på Facebook. 62 kommentarer er det blevet til indtil videre. Jeg er ikke i tvivl om, at Simon Emil har været klar over disse reaktioner og har været klar til at gå ud og tage debatten.
Simon Emil tilhører en ny generation af politikere, der vokset op med internettet fra barnsben. Alle med en forbindelse til internettet og lyst til at være med har jo mulighed for at engagere sig i disse debatter, og dermed får politikeren en god platform til at teste sine synspunkter af i en mere uforpligtende form end, hvis det altid skulle foregå i de mere officielle rammer på Christiansborg.
Ved at spidsvinkle sin kommentar opnår Simon Emil formodentlig en større grad af stillingtagen – for og imod- og dermed mindre ligegyldighed overfor sin person. Befolkningens ligegyldighed i forhold til ens person er vejen til undergang for enhver med politiske ambitioner.
Afsættet for bemærkningen var et direkte angreb fra Line Barfod, det blev da også besvaret i salen – dog uden henvisning til DDR’s fødselsdag, men også har var Simon Emil da inde og trække ting frem bag det gamle rustne jerntæppe.
Det er en ganske catchy kommentar at komme med, og den slags egner sig glimrende til et medie som Facebook, hvor kampen om den meget begrænsede opmærksomhed er hård, men hvor potentialet for en viral markedsføringseffekt kan være til stede, hvis man kan sætte nogle tilstrækkeligt spændende debatter i gang.
Jeg tror, at Simon Emil er ganske klar over dette potentiale, men jeg tror ikke at hans kommentar af den grund skal ses som et udtryk for gustent overlæg. Snarere er der tale om et af folketingets yngre medlemmer, der benytter en kommunikationsform og –kanal, som er stadigt mere tidstypisk for generationen. Simon Emil er også meget flittig til at opdatere sin væg. Der går således sjældent mere end 1 til 2 dage mellem indlæggene.
Det er blevet normal praksis blandt de folkevalgte på Christiansborg at være på nettet i folketingssalen og benytte de ledige stunder under debatterne til at holde kontakten ved lige med samfundet udenfor de tykke mure.
Således var Simon Emil Ammitzbøll fra Liberal Alliance klar til at kommentere direkte fra folketinget i forbindelse med åbningsdebatten den 7. oktober.
Her lod han denne bemærkning falde: ”Egentlig spøjst at blive beskyldt for at være udemokrat af Enhedslisten på DDR’s 61 års fødselsdag”
Hans bemærkning på Facebook falder tilsyneladende efter en ordveksling han har haft med Line Barfod fra Enhedslisten godt 40 minutter forinden (se evt. side 75 i referatet)
Line Barfod hylder i sit indlæg den skandinaviske demokratimodel som en forudsætning for velfærdsstaten og for en sund samfundsøkonomi, og stiller overfor dette en påstand om, at Liberal Alliance vil ofre dette for at sikre en stadig pengestrøm til bankerne og privathospitalerne.
Man kunne vælge at betragte Simon Emil Ammitzbøls kommentar som blot endnu et eksempel på de skræmmekampagner, der præger den politiske debat. Klart er det da også, at han hiver de gode gamle spøgelser fra den kolde krig ud af skabet.
Men hvem henvender sådan en kommentar sig egentlig til? De, der læser den er jo folk, der af den ene eller den anden grund har valgt at klikke sig ind på Simon Emil Ammitzbølls profil på Facebook.
Der var dags dato 4.883, der har registreret sig som Simons venner. Til sammenligning har partiformand Anders Samuelsen ”kun” godt 1.000 venner. Måske ligger noget af forklaringen på såvel Simon Emils mange venner som hans sprogbrug netop i, at Simon Emil Ammitzbøl til dels kan ses som et produkt af medierne.
Han var landsformand for Radikal Ungdom i perioden 2000 til 2003, men hans store folkelige gennembrud kom som bleg nørdet fodboldspiller på FC Zulu på TV2 Zulu for nogle sæsoner siden. FC Zulus hjemmeside var da også i 2005 ude og formidle det, da det begyndte at ligne en folketingsplads til deres "angrebs-es".
Kommentaren om DDR fremprovokerede en længere udveksling af synspunkter på Facebook. 62 kommentarer er det blevet til indtil videre. Jeg er ikke i tvivl om, at Simon Emil har været klar over disse reaktioner og har været klar til at gå ud og tage debatten.
Simon Emil tilhører en ny generation af politikere, der vokset op med internettet fra barnsben. Alle med en forbindelse til internettet og lyst til at være med har jo mulighed for at engagere sig i disse debatter, og dermed får politikeren en god platform til at teste sine synspunkter af i en mere uforpligtende form end, hvis det altid skulle foregå i de mere officielle rammer på Christiansborg.
Ved at spidsvinkle sin kommentar opnår Simon Emil formodentlig en større grad af stillingtagen – for og imod- og dermed mindre ligegyldighed overfor sin person. Befolkningens ligegyldighed i forhold til ens person er vejen til undergang for enhver med politiske ambitioner.
Afsættet for bemærkningen var et direkte angreb fra Line Barfod, det blev da også besvaret i salen – dog uden henvisning til DDR’s fødselsdag, men også har var Simon Emil da inde og trække ting frem bag det gamle rustne jerntæppe.
Det er en ganske catchy kommentar at komme med, og den slags egner sig glimrende til et medie som Facebook, hvor kampen om den meget begrænsede opmærksomhed er hård, men hvor potentialet for en viral markedsføringseffekt kan være til stede, hvis man kan sætte nogle tilstrækkeligt spændende debatter i gang.
Jeg tror, at Simon Emil er ganske klar over dette potentiale, men jeg tror ikke at hans kommentar af den grund skal ses som et udtryk for gustent overlæg. Snarere er der tale om et af folketingets yngre medlemmer, der benytter en kommunikationsform og –kanal, som er stadigt mere tidstypisk for generationen. Simon Emil er også meget flittig til at opdatere sin væg. Der går således sjældent mere end 1 til 2 dage mellem indlæggene.
mandag den 18. oktober 2010
En regering i knæ - Villy Søvndal om åbningsdebatten i Folketinget / af Pia Q (øvelse 1)
"I skal også tage et blogindlæg eller statusopdatering med (fra facebook el. lign.) fra en politiker, virksomhed eller organisation." Sådan lød opgaven fra Anna og Astrid på BSCW. Ahr... hvordan eller hvor skulle jeg få fat i det? Jeg var jo ikke en gang helt sikker på, hvad et blogindlæg egentlig er - og Facebook er noget, jeg bevidst har undgået. En af mine venner trådte til og hjalp mig med at finde et statusopdatering. Hun spurgte, om jeg gerne ville have, det skulle være fra en bestemt politiker. Nej, det var fuldstændig underordnet. Jeg skulle jo bare have fat i en eller anden statusopdatering. Det viste sig, at min ven er skabs-fan af Villy Søvndal, så derfor faldt hendes valg på hans Facebook profil http://www.facebook.com/villysoevndal#!/villysoevndal?v=wall
Og sandelig om ikke Villy havde lavet en statusopdatering samme dag, 7.oktober kl. 04.04:
"Åbningsdebatten har indtil videre vist en regering i knæ. Venstre er ikke i stand til at forklare, hvorfor Lars Løkke valgte at forgylde privathospitalerne i stedet for at bruge pengene til gavn for patienterne."
Med stor undren og nysgerrighed har jeg bevæget mig rundt i Villy Søvndals Facebook profil, for at skabe mig en form for overblik over dette - for mig - helt ukendte univers. Selve indholdet må jeg erkende, har haft sekundær betydning for mig.
70.628 personer er "venner" med Villy Søvndal. Med et befolkningstal på 5.5 millioner i Danmark synes det ikke umiddelbart som en stor tilslutning. Da jeg som nævnt er på ganske ukendt område, hvad angår Facebook, fandt jeg andre profiler til sammenligning:
Helle Thorning-Schmidt: 80.924 "venner"
http://www.facebook.com/hellethorningschmidt
Lars Løkke Rasmussen: 44.614 "venner"
http://www.facebook.com/larsloekke
Pia Kjærsgaard: 11.082 "venner"
http://www.facebook.com/pages/Pia-Kjaersgaard/33510214383
Frank Jensen: 3.270 "venner"
http://www.facebook.com/frank.jensen
Jeg tænker, graden af tilslutning til dels kan afspejle, hvor lang tid den pågældende har haft sin profil på Facebook. Jeg finder det dog sandsynligt, at ovenstående politikere har oprettet deres profiler nogenlunde indenfor samme periode. Dermed afspejler antallet af "venner" måske et rimelig realistisk billede af den enkeltes popularitet. Popularitet set i form af både "venner" og -"fjender".
Med statusopdateringen den 7.oktober kl.04.04 henvender Villy Søvndal sig primært til sine trofaste støtter: de politikere, der deler Villys synspunkter, sine vælgere og potentielle vælgere. Sekundært henvender han sig til modstanderne, som også læser med på Facebook profilen.
Den omtalte statusopdatering har fået 103 kommentarer, og 934 har markeret "at de synes godt om dette". Til sammenligning har Villy Søvndal senere samme dag lagt et citat fra sin egen tale til Folketingets åbning ind. Et citat der ridser hovedpunkterne i hans tale op. Her er kommet 66 kommentarer og 560 har markeret "at de synes godt om dette".
Kommentarerne til statusopdateringen den 7. oktober kl. 04.04 spænder vidt. Nogle kommenterer indholdet, andre formen - mange kommenterer de andre indkomne kommentarer. Det er umiddelbart en bred skare af personer, der deltager i form af kommentarerne. Dette vurderet ud fra indholdet såvel som den sproglige udformning af kommentarerne.Præmisserne for deltagelse forekommer at være mange og forskellige. Men adgang til Facebook, interesse for Villy Søvndal og hans politik samt en form for interesse for emnet, der sættes i spil, er som udgangspunkt præmisserne for deltagelse. Om man har dybere kendskab til emnet, virker ikke til at være en af præmisserne.
En lille måling blandt de tyve øverste kommentarer viser, at seksten ud af de tyve er positive overfor Villy Søvndals statusopdatering, mens de fire er negative. Jeg har en forestilling om, at målet dermed er nået:
Ved at bruge sin Facebook profil til at ytre sine holdninger om regeringens politik vil Villy Søvndal fremstille det, han mener, er regeringens dårlige sider. I den valgte statusopdatering tegnes et billede af en svag regering, der ikke har argumenterne iorden. Der bliver ikke umiddelbart fulgt op på de kommentarer, der følger i kølvandet på statusopdateringen, så jeg tror blot målet har været at sætte gang i en kritisk debat. Det lykkes i stor stil. Regeringen sammenlignes af en med Stasi og KGB, mens en anden blot hepper begejstret: "Kom så Villy".
Af de kritiske kommentarer er blandt andet en som bemærker, at "selvfølgelig har man sine meninger om de "uduelige" politikere, men ikke her på FB" - hun afslutter med at opfordre til en pæn stil i den kommende valgkamp. Denne kommentar efterlader en tanke om, at debatoplægget i form af statusopdateringen og de efterfølgende kommentarer måske ikke var så pæne endda.
Facebook er et interessant medie, som selv jeg med min totale mangel på bruger-erfaring kan se et potentiale i. Nogle kommentarer fører dog nogle helt uventede vinkler med sig. Så jeg tror Facebook skal bruges med omtanke. Kommentarer til kommentarer kan hurtig føre til helt andre pointer end målsat - og hvem er så den næste, der fremstår som værende gået i knæ !?
Og sandelig om ikke Villy havde lavet en statusopdatering samme dag, 7.oktober kl. 04.04:
"Åbningsdebatten har indtil videre vist en regering i knæ. Venstre er ikke i stand til at forklare, hvorfor Lars Løkke valgte at forgylde privathospitalerne i stedet for at bruge pengene til gavn for patienterne."
Med stor undren og nysgerrighed har jeg bevæget mig rundt i Villy Søvndals Facebook profil, for at skabe mig en form for overblik over dette - for mig - helt ukendte univers. Selve indholdet må jeg erkende, har haft sekundær betydning for mig.
70.628 personer er "venner" med Villy Søvndal. Med et befolkningstal på 5.5 millioner i Danmark synes det ikke umiddelbart som en stor tilslutning. Da jeg som nævnt er på ganske ukendt område, hvad angår Facebook, fandt jeg andre profiler til sammenligning:
Helle Thorning-Schmidt: 80.924 "venner"
http://www.facebook.com/hellethorningschmidt
Lars Løkke Rasmussen: 44.614 "venner"
http://www.facebook.com/larsloekke
Pia Kjærsgaard: 11.082 "venner"
http://www.facebook.com/pages/Pia-Kjaersgaard/33510214383
Frank Jensen: 3.270 "venner"
http://www.facebook.com/frank.jensen
Jeg tænker, graden af tilslutning til dels kan afspejle, hvor lang tid den pågældende har haft sin profil på Facebook. Jeg finder det dog sandsynligt, at ovenstående politikere har oprettet deres profiler nogenlunde indenfor samme periode. Dermed afspejler antallet af "venner" måske et rimelig realistisk billede af den enkeltes popularitet. Popularitet set i form af både "venner" og -"fjender".
Med statusopdateringen den 7.oktober kl.04.04 henvender Villy Søvndal sig primært til sine trofaste støtter: de politikere, der deler Villys synspunkter, sine vælgere og potentielle vælgere. Sekundært henvender han sig til modstanderne, som også læser med på Facebook profilen.
Den omtalte statusopdatering har fået 103 kommentarer, og 934 har markeret "at de synes godt om dette". Til sammenligning har Villy Søvndal senere samme dag lagt et citat fra sin egen tale til Folketingets åbning ind. Et citat der ridser hovedpunkterne i hans tale op. Her er kommet 66 kommentarer og 560 har markeret "at de synes godt om dette".
Kommentarerne til statusopdateringen den 7. oktober kl. 04.04 spænder vidt. Nogle kommenterer indholdet, andre formen - mange kommenterer de andre indkomne kommentarer. Det er umiddelbart en bred skare af personer, der deltager i form af kommentarerne. Dette vurderet ud fra indholdet såvel som den sproglige udformning af kommentarerne.Præmisserne for deltagelse forekommer at være mange og forskellige. Men adgang til Facebook, interesse for Villy Søvndal og hans politik samt en form for interesse for emnet, der sættes i spil, er som udgangspunkt præmisserne for deltagelse. Om man har dybere kendskab til emnet, virker ikke til at være en af præmisserne.
En lille måling blandt de tyve øverste kommentarer viser, at seksten ud af de tyve er positive overfor Villy Søvndals statusopdatering, mens de fire er negative. Jeg har en forestilling om, at målet dermed er nået:
Ved at bruge sin Facebook profil til at ytre sine holdninger om regeringens politik vil Villy Søvndal fremstille det, han mener, er regeringens dårlige sider. I den valgte statusopdatering tegnes et billede af en svag regering, der ikke har argumenterne iorden. Der bliver ikke umiddelbart fulgt op på de kommentarer, der følger i kølvandet på statusopdateringen, så jeg tror blot målet har været at sætte gang i en kritisk debat. Det lykkes i stor stil. Regeringen sammenlignes af en med Stasi og KGB, mens en anden blot hepper begejstret: "Kom så Villy".
Af de kritiske kommentarer er blandt andet en som bemærker, at "selvfølgelig har man sine meninger om de "uduelige" politikere, men ikke her på FB" - hun afslutter med at opfordre til en pæn stil i den kommende valgkamp. Denne kommentar efterlader en tanke om, at debatoplægget i form af statusopdateringen og de efterfølgende kommentarer måske ikke var så pæne endda.
Facebook er et interessant medie, som selv jeg med min totale mangel på bruger-erfaring kan se et potentiale i. Nogle kommentarer fører dog nogle helt uventede vinkler med sig. Så jeg tror Facebook skal bruges med omtanke. Kommentarer til kommentarer kan hurtig føre til helt andre pointer end målsat - og hvem er så den næste, der fremstår som værende gået i knæ !?
Lene Espersen - Kejserens nye klæder anno 2010 (Øvelse 1)
Dette er historien om en politisk succes. Det er samtidig også fortællingen om en politisk fiasko. Navnet, der indkapsler begge begreber, er Lene Espersen.
Da hun overtog anførerbindet som partileder for de konservative efter Bendt Bendtsen, som i et frustrerende konservativt årti som leder ikke havde evnet at lokke mere end hver tiende dansker til at sætte kryds ud for liste C, var der store forventninger til, at Lene Espersen ville være bedre i stand til at sælge billetter end Mr. 10 percent, Bendt Bendtsen.
På pressemødet umiddelbart efter, hun havde sat sig i formandsstolen, erkendte Lene Espersen til de fremmødte medier, at hun har en anden stil end den tidligere formand, men hun ville dog ikke love, at partiet bliver større under hendes ledelse.
"Men jeg håber bestemt på, at vi bliver større," udtalte hun.
Og hun havde god grund til optimismen dengang. En meningsmåling Capacent Epinion foretog for DR Nyheder kort tid efter hun var blevet ny formand viste, at hun var et populært valg - endda så populær, at mange gerne så hende som statsminister.
Resten er historie, som man siger.
Det kan umiddelbart undre, hvordan det er lykkedes Lene Espersen at kaste en folkelig popularitet over styr på forholdsvis kort tid. Man kan også omvendt spørge, hvordan har hun undgået at blive hængt politisk til tørre i så mange år?
Lene Espersen har uden tvivl kunnet prise sig lykkelig over, at hun er politiker i en tid, hvor massemediernes i stadigt stigende grad dyrker politikeren frem for politikken. Det rummer naturligvis risici, men også muligheder for personlig branding - det er jo ikke tilfældigt, at skatteminister Kristian Jensen pludselig er blevet helt vild med dans. Det benyttede ”Bare kald mig Lene” sig tidligt af i karrieren som blikfang i en ølreklame.
Læg dertil den massive fokusering på enkeltsager, der i mediernes konstante pres for overlevelse ofte skifter hurtigere end de fleste danskere kan nå at adskille den ene sag fra den anden. Og hvis man skulle have dannet sig en mening, så har en politiker som Lene Espersen i mange år været velsignet med en dygtig spindoktor, der har givet den negative historie et 180 graders spin. Spin er jo et meget rammende udtryk - når man bliver snurret rundt tilpas mange gange bliver man rundtosset og mister overblikket over, hvad der er op og ned, rigtigt og forkert og godt og skidt.
Læg dertil den massive fokusering på enkeltsager, der i mediernes konstante pres for overlevelse ofte skifter hurtigere end de fleste danskere kan nå at adskille den ene sag fra den anden. Og hvis man skulle have dannet sig en mening, så har en politiker som Lene Espersen i mange år været velsignet med en dygtig spindoktor, der har givet den negative historie et 180 graders spin. Spin er jo et meget rammende udtryk - når man bliver snurret rundt tilpas mange gange bliver man rundtosset og mister overblikket over, hvad der er op og ned, rigtigt og forkert og godt og skidt.
Har du et samlet billede af Lene Espersens meritter som politiker og minister? Nej vel, ikke før nu, hvis man vel at mærke vælger at bedømme tidligere pressechef for de konservative Niels Krause-Kjær, som en mand, der ved hvad han skriver om.
I et indlæg på kommunikationsforum.dk under overskriften "Simply the worst" hudfletter han Lene Espersens politiske karriere aktualiseret af det seneste halve års skandaler med dårlig timing af ferier og senest mailgate.
”Selvfølgelig er der gået selvsving i mediepresset på Lene Espersen. Men prøv lige at se, hvorledes hun har forvaltet sit politiker-brand de seneste ti år. Har hun ikke gang på gang selv ivrigt bedt om at få påhæftet betegnelsen ’doven og uduelig’? Sådan cirka det modsatte af titlen på sangen, der blev spillet ved hendes udnævnelse til partiformand, ’Simply the best’.
Den interessante mediehistorie om den konservative leder Lene Espersen er ikke de seneste seks måneder. Den interessante historie er de forudgående ti år.”
Sådan indleder Niels Krause-Kjær indlægget, og går derefter i gang med at fremhæve de politiske dumheder og brølere, som landets udenrigsminister ifølge Niels Krause-Kjær (og adskillige data fra portrætbøger) har været garant for – alt fra uregelmæssigheder i boligforhold, politireform, uklare svar til Folketinget i flere omgange til senest ferie- og mailgate.
Indlægget på kommunikationsforum.dk er det mest anbefalede indlæg – og i dagene efter offentliggørelsen den 6. oktober spredte ”Simply the worst” sig som en steppebrand på facebook.com.
Det er imidlertid interessant, at Krause-Kjær vælger at offentliggøre indlægget på kommunikationsforum.dk, når han nu har sin egen blog til rådighed på Berlingske.dk.
Det kan der unægteligt være flere grunde til, men én af dem kan meget vel være, at indlægget er for kritisk og politisk for den Gamle Tante. En anden, og måske mere væsentlig grund er, at han forsøger at ramme de mange mediefolk og meningsdannere, der beskæftiger sig med politik mere direkte på kommunikationsforum.dk end på Berlingske.dk og dermed én gang for alle skære forbi de mange enkeltsager og spin og vise det samlede billede af Lene Espersen, som han ser det – og som den såkaldt etablerede presse ikke har evnet at bibringe.
Lykkedes det så for ham? Ja, i den grad fristes man til at tilføje, hvilket flertallet af de mange kommenterer til indlægget også bakker op om.
Som én skriver på kommunikationsforum.dk:
”Tak for gennemgangen - rart, når nogen, der har stået tæt på forklarer sagens sande sammenhæng.”
En anden kommentar retter netop et kritisk blik i retning af en presse, der ikke har evnet at sætte spørgsmålstegn ved Espersens politiske kompetencer langt tidligere:
”Så NKK erkender, at pressen ikke fungerer?
Det lader jo til, at det er tilfældigheder, der gør at det (endda først) efter 15 år skal lykkes at få trukket tæppet væk under hende...!?.”
Med Lene Espersen som ”Simply the best” er der ingen grund til, at de konservative står på hovedet i kassen med favorithits for at finde ”We are the champions.”
lørdag den 16. oktober 2010
StatusTinget v. Marit. Øvelse 1
I forbindelse med folketingets åbningsdebat i år blev jeg opmærksom på et site jeg ikke kendte til; nemlig "StatusTinget". DR har på deres hjemmeside under "nyheder" og efterfølgende "politik" skabt et site, hvor man kan følge med og statusopdatere de enkelte folketingspolitikere på deres Twitter- og Facebookprofil. Sitet er bygget op i en rød og en blå blok (afhængigt af hvilken statsministerkandidat det enkelte parti støtter). Det er muligt at klikke sige ind på de enkelte partiers profiler, og endelig er der opsummeret de seneste nyheder den enkelte politiker har bidraget med på henholsvis Twitter og Facebook. Nederst på sitet er der en beskrivelse af StatusTinget, hvordan det er bygget op, hvem der er med og hvordan/hvorfor den eneklte er placeret som han/hun er.
DR er en Public Service organisation, som med sitet henvender sig til hjemmesidens brugere, herunder specielt dem der interesserer sig for politik, men der kan selvfølgelig også være tale om politisk interesserede borgere, der anser sitet for interessant, vedkommende og overskueligt, og som benytter det som en objektiv indgang til folketingspolitikeres status og brug af de nævnte sociale medier. Man kan i den forbindelse undre sig over at andre sociale medier - f.eks. blogs - ikke er omtalt. Det er med rette et spørgsmål man kan stille afsenderen...
Og hvem er så afsenderen? Bag sitet står en ikke nærmere defineret mailadresse ladn@dr.dk som tilsyneladende varetager driften af sitet. Det er i hvert fald hertil man kan skrive, hvis man har spørgsmål eller har kendskab til en manglende folketingspolitikers Twitter- eller Facebookprofil. Nærmere kommer man ikke en asender her. På DRs forside under "Om DR", "Kontakt" nævnes den ansvarshavende kanalchef for dr.dk Nicolai Porsbo med personlig e-mail adresse, mens der øverst på samme side står at: "Spørgsmål, kommentarer og fejlmeldinger omkring dr.dk bedes sendes direkte til dr.dk@dr.dk". Et andet sted på hjemmesiden henvises til DRs organisation, bestyrelse og direktion, som overordnet politisk og fagligt ansvarlige. Det er altså ikke entydigt og kræver derfor nok en grundigere gennemgang og definition af afsender, før afsenderspørgsmålet kan besvares helt korrekt.
Det er ikke muligt at deltage i debat eller kommentere det enkelte bidrag på sitet. Hvis dette er ønsket, skal man klikke direkte på folketingspolitikerens Twitter- eller Facebookprofil, hvortil det kræves at man er oprettet som bruger. Sleve sitet fra DR er altså orienterende og vi taler om envejskommunikation. Det har formentlig heller ikke været DRs mening på netop dette site at skabe dialog. Denne sevice har DR på andre sites, men i det her tilfælde er det Public Service organisationen, der formidler objektiv politisk information OM debat. Et hurtigt klik videre og egen brugerproil skaber imidlertid hurtigt dialog, men det bliver i så fald ikke en dialog mellem DR og modtageren, men i stedet mellem den enkelte politiker og brugeren.
Lykkes det så for DR at skabe et alment politisk orienterende site med fokus på politikernes faglige og sociale gøren og laden? Ja, jeg finder det i hvert fald spændende, orienterende samt underholdende og vil nok kigge forbi igen. Når det så er sagt, så er der selvfølgelig også faldgrupper, specielt når det drejer sig om objektiviteten. Der er kun ca. 100 folketingspoltikeren hvis profiler bliver nævnt. Det kan betyde at der ikke er flere folketingspolitikere der er aktive på nettet (selvom det selvfølgelig også er en mulighed, at de øvrige politikere benytter sig af ikke nævnte sociale netværk), men det kan også skyldes at DR ikke har fået opsporet andre politikerprofiler, og hvis dette er tilfældet så halter objektiviteten. Det skal også nævnes, at jeg IKKE har været inde og kigge på de enkelte profiler og dermed kan afgøre i hvor høj grad politikerne er poltiske eller private i deres måde at markere sig på.
Ps.
Som det nok er gået op for mine læsere, så bruger jeg ordet "site" i betydning denne-specielle-side og ikke som paraplybegreb for hele DRs hjemmeside. Hvis andre har et bedre ord er jeg meget lydhør...
Og med disse ord vil jeg blot sige tak for din opmærksomhed..
DR er en Public Service organisation, som med sitet henvender sig til hjemmesidens brugere, herunder specielt dem der interesserer sig for politik, men der kan selvfølgelig også være tale om politisk interesserede borgere, der anser sitet for interessant, vedkommende og overskueligt, og som benytter det som en objektiv indgang til folketingspolitikeres status og brug af de nævnte sociale medier. Man kan i den forbindelse undre sig over at andre sociale medier - f.eks. blogs - ikke er omtalt. Det er med rette et spørgsmål man kan stille afsenderen...
Og hvem er så afsenderen? Bag sitet står en ikke nærmere defineret mailadresse ladn@dr.dk som tilsyneladende varetager driften af sitet. Det er i hvert fald hertil man kan skrive, hvis man har spørgsmål eller har kendskab til en manglende folketingspolitikers Twitter- eller Facebookprofil. Nærmere kommer man ikke en asender her. På DRs forside under "Om DR", "Kontakt" nævnes den ansvarshavende kanalchef for dr.dk Nicolai Porsbo med personlig e-mail adresse, mens der øverst på samme side står at: "Spørgsmål, kommentarer og fejlmeldinger omkring dr.dk bedes sendes direkte til dr.dk@dr.dk". Et andet sted på hjemmesiden henvises til DRs organisation, bestyrelse og direktion, som overordnet politisk og fagligt ansvarlige. Det er altså ikke entydigt og kræver derfor nok en grundigere gennemgang og definition af afsender, før afsenderspørgsmålet kan besvares helt korrekt.
Det er ikke muligt at deltage i debat eller kommentere det enkelte bidrag på sitet. Hvis dette er ønsket, skal man klikke direkte på folketingspolitikerens Twitter- eller Facebookprofil, hvortil det kræves at man er oprettet som bruger. Sleve sitet fra DR er altså orienterende og vi taler om envejskommunikation. Det har formentlig heller ikke været DRs mening på netop dette site at skabe dialog. Denne sevice har DR på andre sites, men i det her tilfælde er det Public Service organisationen, der formidler objektiv politisk information OM debat. Et hurtigt klik videre og egen brugerproil skaber imidlertid hurtigt dialog, men det bliver i så fald ikke en dialog mellem DR og modtageren, men i stedet mellem den enkelte politiker og brugeren.
Lykkes det så for DR at skabe et alment politisk orienterende site med fokus på politikernes faglige og sociale gøren og laden? Ja, jeg finder det i hvert fald spændende, orienterende samt underholdende og vil nok kigge forbi igen. Når det så er sagt, så er der selvfølgelig også faldgrupper, specielt når det drejer sig om objektiviteten. Der er kun ca. 100 folketingspoltikeren hvis profiler bliver nævnt. Det kan betyde at der ikke er flere folketingspolitikere der er aktive på nettet (selvom det selvfølgelig også er en mulighed, at de øvrige politikere benytter sig af ikke nævnte sociale netværk), men det kan også skyldes at DR ikke har fået opsporet andre politikerprofiler, og hvis dette er tilfældet så halter objektiviteten. Det skal også nævnes, at jeg IKKE har været inde og kigge på de enkelte profiler og dermed kan afgøre i hvor høj grad politikerne er poltiske eller private i deres måde at markere sig på.
Ps.
Som det nok er gået op for mine læsere, så bruger jeg ordet "site" i betydning denne-specielle-side og ikke som paraplybegreb for hele DRs hjemmeside. Hvis andre har et bedre ord er jeg meget lydhør...
Og med disse ord vil jeg blot sige tak for din opmærksomhed..
fredag den 15. oktober 2010
Fy for ferie
Ferie. Det skulle være være så godt, men oftest er det jo noget værre rod. For varmt, for koldt, skænderier med kæresten eller konen over hendes helt klare manglende evner til at navigere bilen, og jer selv, helskindet gennem håbløs og anarkistisk italiensk ferietrafik. Og så har jeg slet ikke nævnt alle pinlighederne, der kan opstå både i ædru og mindre ædru tilstand i ferielandskabet.
I den ædru, men højst pinlige ende af skalaen, befinder sig feriemindet fra dengang Joguslavien stadig eksisterede. Med alt for visuelle billeder fra Dødens Gab på nethinden skulle jeg ikke nyde noget af at gå længere ud i Adriaterhavet end til knæene (iført gummisandaler for at være helt sikker på ikke at træde på de der lede søpindsvin, som jeg var overbevist om kun ventede på at lirke sig under min fod). Lidt længere ude var der en modig sjæl, der svømmede rundt på ryggen, og pludselig råbte han det jeg havde frygtet, men også forventet, at høre: En haaaaaj, en haaaaj. Jeg stormede mine fem meter ind til strandbredden i vild, vild, vild panik. Da jeg lettet pustede ud, hørte jeg en hånlig latter, som jeg, min unge alder til trods, havde hørt mange gange før: Min søsters. Hva jeg lavede, fik hun hikstende fremstrammet. Jeg gloede på hende, som var hun helt blæst. Hva jeg laver? Når en mand råber en haj, så er jeg den der er løbet, svarede jeg selvfølgeligt. Men Thomas, han råbte ikke en haj, han råbte ohøj.
Se den historie var pinlig på flere niveauer, men i det mindste var der få vidner til historien. I dag ville episoden sikkert være blevet foreviget på Youtube, inden min søster havde grinet færdig.
Og sådan er virkeligheden også for politikerne i dagens Danmark. Deres prioriteringer, eller mangel på samme, har gjort, at deres ferier er blevet noget offentligt, politisk rod for dem selv, og, om ikke andet, hovedrystende underholdning for de fleste andre. Lene Espersens tur til Mallorca ligger lige for at nævne i denne sammenhæng ligesom Lars Løkke Rasmussens tur til Tenerife. Og nu er turen så kommet til SF's Ole Sohn (I ved, ham med DDR) - endda inden han er taget afsted på sin planlagte ferie, som starter i dag. Og igen er det Tenerife, der er synderen. Her kan man da virkelig tale om Djævleøen i politisk forstand.
Sagen er den, ifølge dagens udgave af Berlingske Tidende, at Ole Sohn med baggrund i ferien har sagt, at han ikke kan komme til et meget vigtigt samråd i Folketingets finansudvalg, som netop i dag kunne have behandlet hele spørgsmålet om Lene Espersens rolle i sygehussagen. Hvis samrådet er så frygtelig vigtigt, som venstrefløjen hævder, så burde Sohn jo have udskudt sin ferie en dag, så samrådet blev afviklet straks, lyder pointen ifølge avisen.
For regeringspartierne og Dansk Folkeparti er det payback time, og DF's Søren Espersen kalder det en skandale, at samrådet ikke blev afholdt i dag som planlagt, når nu udenrigsministeren havde ryddet kalenderen. Han minder oppositionen om, at de både har krævet en undersøgelseskommission og talt om rigsretssag i forbindelse med sygehussagen.
"Og så rejser Sohn på ferie! Hvorfor kan han ikke tage af sted om lørdagen," siger Søren Espersen til Berlingske Tidende.
Ole Sohn er ikke overraskende uenig i den udlægning af sagen, idet han ifølge Berlingske Tidende først i tirsdag blev spurgt, om samrådet kunne afholdes i dag, fredag.
"Og da sagde jeg, at det kunne jeg desværre ikke på grund af bortrejse," siger han til avisen.
Det er dansk politik. Det er underholdende. Det er pinligt. Det er noget rod.
Heldigvis er der længe til jeg har ferie.
I den ædru, men højst pinlige ende af skalaen, befinder sig feriemindet fra dengang Joguslavien stadig eksisterede. Med alt for visuelle billeder fra Dødens Gab på nethinden skulle jeg ikke nyde noget af at gå længere ud i Adriaterhavet end til knæene (iført gummisandaler for at være helt sikker på ikke at træde på de der lede søpindsvin, som jeg var overbevist om kun ventede på at lirke sig under min fod). Lidt længere ude var der en modig sjæl, der svømmede rundt på ryggen, og pludselig råbte han det jeg havde frygtet, men også forventet, at høre: En haaaaaj, en haaaaj. Jeg stormede mine fem meter ind til strandbredden i vild, vild, vild panik. Da jeg lettet pustede ud, hørte jeg en hånlig latter, som jeg, min unge alder til trods, havde hørt mange gange før: Min søsters. Hva jeg lavede, fik hun hikstende fremstrammet. Jeg gloede på hende, som var hun helt blæst. Hva jeg laver? Når en mand råber en haj, så er jeg den der er løbet, svarede jeg selvfølgeligt. Men Thomas, han råbte ikke en haj, han råbte ohøj.
Se den historie var pinlig på flere niveauer, men i det mindste var der få vidner til historien. I dag ville episoden sikkert være blevet foreviget på Youtube, inden min søster havde grinet færdig.
Og sådan er virkeligheden også for politikerne i dagens Danmark. Deres prioriteringer, eller mangel på samme, har gjort, at deres ferier er blevet noget offentligt, politisk rod for dem selv, og, om ikke andet, hovedrystende underholdning for de fleste andre. Lene Espersens tur til Mallorca ligger lige for at nævne i denne sammenhæng ligesom Lars Løkke Rasmussens tur til Tenerife. Og nu er turen så kommet til SF's Ole Sohn (I ved, ham med DDR) - endda inden han er taget afsted på sin planlagte ferie, som starter i dag. Og igen er det Tenerife, der er synderen. Her kan man da virkelig tale om Djævleøen i politisk forstand.
Sagen er den, ifølge dagens udgave af Berlingske Tidende, at Ole Sohn med baggrund i ferien har sagt, at han ikke kan komme til et meget vigtigt samråd i Folketingets finansudvalg, som netop i dag kunne have behandlet hele spørgsmålet om Lene Espersens rolle i sygehussagen. Hvis samrådet er så frygtelig vigtigt, som venstrefløjen hævder, så burde Sohn jo have udskudt sin ferie en dag, så samrådet blev afviklet straks, lyder pointen ifølge avisen.
For regeringspartierne og Dansk Folkeparti er det payback time, og DF's Søren Espersen kalder det en skandale, at samrådet ikke blev afholdt i dag som planlagt, når nu udenrigsministeren havde ryddet kalenderen. Han minder oppositionen om, at de både har krævet en undersøgelseskommission og talt om rigsretssag i forbindelse med sygehussagen.
"Og så rejser Sohn på ferie! Hvorfor kan han ikke tage af sted om lørdagen," siger Søren Espersen til Berlingske Tidende.
Ole Sohn er ikke overraskende uenig i den udlægning af sagen, idet han ifølge Berlingske Tidende først i tirsdag blev spurgt, om samrådet kunne afholdes i dag, fredag.
"Og da sagde jeg, at det kunne jeg desværre ikke på grund af bortrejse," siger han til avisen.
Det er dansk politik. Det er underholdende. Det er pinligt. Det er noget rod.
Heldigvis er der længe til jeg har ferie.
Homo conexus...
Jeg har læst en bog, som jeg synes er fremragende når vi snakker netværksmennesket. Den hedder Homo conexus og er skrevet af medieguruen og trendspotteren Morten Bay. I bogen beskriver han, hvordan netværkssamundet er opstået, og hvad det betyder for vores måde at kommunikere på - i de sociale medier, på arbejdspladsen, i hjemmet. Vi er - og her tænker jeg mig selv som gammel - nødt til at tænke i nye baner, når vi snakker netværksfællesskab og det der binder os sammen.
For os der er født før 1975 er den en øjenåbner til at forstå generationerne efter os - i kommunikativ, arbejdsmæssig og social sammenhæng . Jeg nævnte den kort for Anna, som kendte til den, men da Bays bog udkom nogenlunde samtidig med Elefanterne, er det klart at Astrid og Anna fokuserer på deres egen. Jeg synes imidlertid, at Homo conexus er et hamrende godt supplement til Elefanterne, så læs den hvis I skulle få tid!!!
Morten Bay: Homo conexus. Gyldendal Business, 2009
Jeg burde måske indvie nogle flere i min åbenbaring, men da vi blogger, går jeg ud fra at mange andre kigger forbi ;-)
For os der er født før 1975 er den en øjenåbner til at forstå generationerne efter os - i kommunikativ, arbejdsmæssig og social sammenhæng . Jeg nævnte den kort for Anna, som kendte til den, men da Bays bog udkom nogenlunde samtidig med Elefanterne, er det klart at Astrid og Anna fokuserer på deres egen. Jeg synes imidlertid, at Homo conexus er et hamrende godt supplement til Elefanterne, så læs den hvis I skulle få tid!!!
Morten Bay: Homo conexus. Gyldendal Business, 2009
Jeg burde måske indvie nogle flere i min åbenbaring, men da vi blogger, går jeg ud fra at mange andre kigger forbi ;-)
torsdag den 14. oktober 2010
Design
Jeg eksperimenter lidt med design, som I kan se.
Ikke helt nemt...
Hvis vi f.eks. vil have vores billede permanent ind på velkomstsiden, hvordan gør man så det?
Kunne også være rart med en pop-up, hvis der er sket noget nyt siden sidst, man besøgte bloggen. Hvordan får man det at vide??
Jeg regner med at vi kan blogge om lidt af hver, herunder også tekniske spørgsmål :) Dette indlæg har jeg derfor kald 'design'.
Ikke helt nemt...
Hvis vi f.eks. vil have vores billede permanent ind på velkomstsiden, hvordan gør man så det?
Kunne også være rart med en pop-up, hvis der er sket noget nyt siden sidst, man besøgte bloggen. Hvordan får man det at vide??
Jeg regner med at vi kan blogge om lidt af hver, herunder også tekniske spørgsmål :) Dette indlæg har jeg derfor kald 'design'.
onsdag den 13. oktober 2010
Medievirkelighed 2.0
Det sker desværre alt for sjældent, at en enkelt historie i nyhedsstrømmen skiller sig væsentligt ud på flere niveauer. En sådan er dagens historie om sundhedsminister Bertel Harder, der er citeret i en lang række medier for at sige, at han ikke mener, at passiv rygning er sundhedsskadeligt. Det kunne jeg naturligvis have fortalt ham for længe siden, men når en sundhedsminister, og når denne hedder Bertel Harder, lægger navn til så bastant en udtalelse, så er det altså en rigtig god nyhed. Da jeg først så overskriften tænkte jeg, det sgu modigt Bertel, fordi dén udmelding råber på tørre tæsk fra politiske kolleger, medier og ikke mindst NGO'er.
Meget kan man sige om Bertel Harder, men dum er manden jo ikke, så han må have styr på det, tænkte jeg videre.
Da jeg så læste historien i Politiken, så viste det sig, at han overhovedet ikke havde styr på noget som helst. Og det er den anden nyhed i nyheden - at Bertel Harder, af alle politikere, viser sig så bragende naiv, at han ikke er klar over, det får konsekvenser, når han udtaler til en skribent, at han ikke tror, at passiv rygning er farligt.
Og det leder så hen til den tredje nyhed i nyheden - den nye medievirkelighed, som politikerne skal til at vågne op til. For skribenten viste sig at være blogger på netavisen 180grader.dk, som fangede ministeren umiddelbart efter en høring om rygeloven i København i mandags.
Til Ritzau siger Bertel Harder: "Jeg vidste ikke, at jeg blev interviewet. Vi stod og småsnakkede. Og derfor synes jeg ikke, det er fair, at det bliver udlagt som sundhedsministerens opfattelse. Det grænser til beluring."
Beluringen består ifølge ministeren i, at han normalt plejer at få at vide af journalister, når han bliver interviewet... Bertel Harder har netop fået første lektion i den nye medievirkelighed, der ikke helt er, som medievirkeligheden var i går.
Meget kan man sige om Bertel Harder, men dum er manden jo ikke, så han må have styr på det, tænkte jeg videre.
Da jeg så læste historien i Politiken, så viste det sig, at han overhovedet ikke havde styr på noget som helst. Og det er den anden nyhed i nyheden - at Bertel Harder, af alle politikere, viser sig så bragende naiv, at han ikke er klar over, det får konsekvenser, når han udtaler til en skribent, at han ikke tror, at passiv rygning er farligt.
Og det leder så hen til den tredje nyhed i nyheden - den nye medievirkelighed, som politikerne skal til at vågne op til. For skribenten viste sig at være blogger på netavisen 180grader.dk, som fangede ministeren umiddelbart efter en høring om rygeloven i København i mandags.
Til Ritzau siger Bertel Harder: "Jeg vidste ikke, at jeg blev interviewet. Vi stod og småsnakkede. Og derfor synes jeg ikke, det er fair, at det bliver udlagt som sundhedsministerens opfattelse. Det grænser til beluring."
Beluringen består ifølge ministeren i, at han normalt plejer at få at vide af journalister, når han bliver interviewet... Bertel Harder har netop fået første lektion i den nye medievirkelighed, der ikke helt er, som medievirkeligheden var i går.
tirsdag den 12. oktober 2010
De andres..
Jeg tænkte at man måske kunne linke til de andre gruppers blogs herfra:
Gruppe 1: http://gruppe-mpk-ruc.blogspot.com/
Gruppe 2: http://gr2mpk.blogspot.com/
Gruppe 3: http://mpkgr3.blogspot.com/
Gruppe 4: http://professionelkommunikation.blogspot.com/
Gruppe 5: http://mpk-grp5.blogspot.com/
Gruppe 7: http://mpkbloggen.blogspot.com/
Og endelig Anna og Astrids blog:
http://mpkruc.blogspot.com/2010/10/links-fra-og-til-undervisningen.html
- så er det samlet :)
Gruppe 1: http://gruppe-mpk-ruc.blogspot.com/
Gruppe 2: http://gr2mpk.blogspot.com/
Gruppe 3: http://mpkgr3.blogspot.com/
Gruppe 4: http://professionelkommunikation.blogspot.com/
Gruppe 5: http://mpk-grp5.blogspot.com/
Gruppe 7: http://mpkbloggen.blogspot.com/
Og endelig Anna og Astrids blog:
http://mpkruc.blogspot.com/2010/10/links-fra-og-til-undervisningen.html
- så er det samlet :)
søndag den 10. oktober 2010
Nu er vi for alvor sociale...
Denne blog er oprettet for at give os et sted, hvor vi som led i netforløbet "Sociale Medier i praksis" kan gøre vore første erfaringer med blogningens ædle kunst.
Vi har en række forventninger til det vi vil opnå:
Vi har en række forventninger til det vi vil opnå:
- at opnå et grundlæggende kendskab til mediet og hvordan det bruges i praksis
- få noget respons, der kan pejle os i retning af, hvordan man blogger "rigtigt"
- at få en forståelse for, hvordan sociale medier, og herunder blogs, kan bruges som en levende platform for kommunikation
Tre af gruppens fire medlemmer benytter allerede i dag sociale medier i større eller mindre omfang uden dog at have større professionel erfaring med det.
Abonner på:
Opslag (Atom)