Store farlige dræberhunde er også bare små kærlige hunde - indeni

Aviser skal sælges og penge tjenes. Derfor skrives om overfald af ældre på offentlig vej, bandekrig, dødsfald i forbindelse med ulykker og andet af samme skuffe. Resultatet bliver ofte, at der fremstilles et billede af virkeligheden, som statistisk ikke matcher de reelle forhold. Sådan er det også tit, når der skrives artikler om farlige hunde.

Jeg har en Rottweiler, Rikke på 6½ år,














og en blanding mellem Schæfer og Rottweiler, Cæsar på snart 4 år.














Særlig Rottweiler-racen er mediernes yndling, hvad angår artikler, hvor hunde ”går amok”. Og jeg har altså rundt regnet 80 kg hunde af den i medierne udråbte farlige slags. Det er simpelthen så anstrengende nogle gange – folk der demonstrativt går over på det andet fortov, eller dem der mener jeg ikke må lufte mine hunde, hvor andre lufter deres. For selvfølgelig er mine hunde ikke ganske ufarlige, men de har faktisk aldrig været til fare for nogen…heller ikke de gange, hvor vi ganske sagesløst er blevet angrebet af diverse ”kamp-pekingersere”

(læs: små hunde). Så vender de den anden kind til, eller som Cæsar præsterede den ene gang: afsendte en målrettet stråle urin lige i knolden på det bjæffende mini-monster.

Rikke og Cæsar er i virkeligheden også bare små hunde indeni. Når jeg tager hjemmefra stiller de sig troligt op i vinduet og hyler
– floklederen forlader dem - og det er da egentlig også dårlig stil, at jeg gør det. Men så længe Rigshospitalet har sådan nogle firkantede regler, der forbyder kæledyr, så kan de altså ikke komme med på arbejde men må blive hjemme, mens de bliver passet af ”mormor”.

Hjemme er jo helt naturligt deres revir, og derfor ville jeg tænke, andre hunde med fornuft skulle holde sig væk. Men så skete det en dag, at naboens dansk-svenske gårdhund, Villy, pludselig brød gennem hegnet og løb sejrrigt rundt i min have. Jeg blev helt forskrækket, da jeg hørte Rikke og Cæsar banke døren til haven op med et kæmpe brøl. Derefter lød der en vældig tumult, en spids bjæffen fra Villy og så var alt stille. Jeg løb så hurtigt, jeg kunne, ud i haven og fandt Rikke, Cæsar og Villy i leg. Dvs. Cæsar fik ikke lov at være med hele tiden, kun når Villy gav ham lov. Alderspræsidenten Villy på 8 kg havde åbenbart sat min 45 kg unghund på plads – fint nok. Siden hen har Villy været på besøg mange gange, og til tider er han mere hos os end hjemme hos sig selv.

Rikke og Cæsar elsker at lege og at drille hinanden, og de er i ordets egentlige forstand to vandhunde. Om sommeren skal jeg huske at stille badebassinet væk fra vasketøjet, for ellers bliver tøjet både vådt og beskidt igen. Desværre holder et badebassin ikke så længe hjemme hos os, for de ynder at grave i det…og så bliver bunden jo flænset fuldstændig og vandet løber ud. Jeg synes selv, det er et rigtig godt argument for, at jeg skal kigge efter et hus med svømmepøl, når nu jeg skal på husjagt .

Jeg træner med Rikke og Cæsar i Helsinge Rottweilerklub, så en smule disciplinering er altså indlagt…ikke mindst af mig. For hundene gør det jo egentlig fint, det er mig, der laver alle fejlene. Forhåbentlig bliver jeg bedre en dag, så Rikke og Cæsar kan være stolte af mig ;0) Så nej, jeg mener ikke, jeg har ikke to farligt hunde. Og når det så er sagt, så tror jeg indbrudstyve og hjemmerøvere skal holde sig væk – for jeg har en fornemmelse af, at der er grænser for Rikke og Cæsars tolerance.

Til generalforsamlingen i grundejerforeningen var der inviteret en politibetjent fra kredsen, som gennemgik hvordan man bedst forebygger indbrud. Da løsningerne med nabohjælp, tyverialarmer osv. var gennemgået, sluttede betjenten af med at sige ”men intet er så godt som at have en stor Rottweiler”. Og det kunne naboerne nikke samtykkende til, for til dato har Rikke og Cæsar både forhindret et tyveri af den ene nabos bil og indbrud i den anden nabos hus – så ja hunde der bare er små og kærlige indeni, kan også være store farlige dræber-hunde.