Unægtelig en interessant overskrift set i lyset af det igangværende netforløb. Mindre interessant bliver den ikke, når spørgsmålet bliver vendt til en negativ konstatering, som kommer fra Berlingske Tidendes USA korrespondent, Poul Høi.
I et interview med IT-bloggeren Dorte Toft peger Poul Høi på økonomien i at blogge som en af årsagerne til, at der ikke opstår flere nyhedsblogs af sig selv. Det er næsten umuligt i at leve af at blogge journalistisk i et så lille sprogområde som det danske.
”Derfor bliver blogningen noget, der skal klemmes ind mellem alt andet, vi gør, uanset om vi er journalister, politikere eller bankmænd. Det bliver det muliges kunst, og det muliges kunst er klummen," siger han.
Læs nyheden fra journalisten, hvor der er et direkte link til Dorte Tofts blog.
onsdag den 17. november 2010
mandag den 15. november 2010
Blogging, refleksioner og teori / Gruppe 6
(Marit, Pia, Thomas og Jesper)
Ordet ”blog” i Den Danske Ordbog, angiver betydningen: side på internettet hvor en person fører en art dagbog der daglig opdateres med kommentarer og links til udvalgte emner. Her fortælles yderligere at begrebet opstod i 2000, stammer fra engelsk og er en forkortelse af weblog. Senere afledninger af ordet ses i begreberne blogge, blogger og blogging.
Reflektioner
Det er nemt - det er overraskende nemt at oprette en blog og komme i gang med at blogge. Men derfra begynder det så også at blive en udfordring. Alt taget i betragtning er dét vel egentlig det djævelske modsætningsforhold ved hele blog-universet - ved sociale medier i almindelighed – at det er så nemt, uforpligtende og omkostningsfrit at komme i gang, og samtidig forfærdeligt vanskeligt at holde liv i og skabe interesse for bloggens indhold. Det vidner det faktum om, at der er 130.000 registrerede blogs i Danmark, men at kun halvdelen er aktive (Ebbesen & Haug, 2009, 39).
Udfordringen er at begrænse sig. Man kan blogge om alt mellem himmel og jord, hvilket vores gruppeblog på glimrende vis afspejler. Det vil dog næppe være specielt troværdigt at blogge og kloge sig om alverdens emner, hvis man ønsker en målrettet og troværdig blog; Man må formode, at de fleste læsere gerne vil være nogenlunde sikre på, hvilke emner der kan forventes at blive blogget om for at ville vende tilbage til bloggen igen og igen.
Når man starter en blog, er det nødvendigt at gøre sig klart, hvad man vil med bloggen: Hvem er vi, hvorfor vil vi blogge, hvem vil vi blogge til, og hvordan vil vi blogge? (Ebbesen & Haug, 2009, 44).
Hertil kommer tidshorisonten – er bloggen tænkt ”permanent” eller bevidst midlertidig, er den knyttet til en bestemt begivenhed eller for eksempel oprettet i undervisningssammenhæng? Men uanset hvordan man besvarer disse spørgsmål, handler det at blogge om kommunikation i en eller anden form.
På indholdssiden har vi oplevet en gryende forståelse for mediets potentiale. Det er let at komme til orde. Kan man ramme interessen hos målgruppen, er der potentiale for at få spredt budskabet hurtigt og effektivt. Vi har i netforløbet selv oplevet, hvor sjovt det kan være at modtage og give respons, og hvor livlig en debat der kan opstå … i lyset af skæve historier.
På den anden side er ens blogbidrag en del af et stort og kommunikationsmæssigt kakofonisk landskab - så hvordan bliver man hørt? Bliver man hørt? Der er ofte ingen redaktionel kontrol. Der er risiko for en dårlig debatkultur, og for at det man får skrevet i et øjebliks kådhed eller irritation bliver stående ”til evig tid”. Der er i princippet ingen fortrydelsesret. Når det først er ”derude”, kan det være spredt, inden man kan nå at trække det tilbage fra den oprindelige placering.
Bloggen som virksomhedskommunikation – Post Danmark
Som nævnt kan alle lave en blog. Udfordringen er at finde de rette formål, de relevante succeskriterier og at afstemme kommunikationen til brugerne (Ebbesen & Haug, 2009, 162). Helt afgørende er det at inddrage brugerne, for uden dem er der ingen blog. Som Ebbesen og Haug skriver, så er det de færreste danske virksomheder og organisationer, der formår at inddrage brugerne (Ebbesen & Haug, 2009, 107). En af de få det er lykkedes for, er Post Danmark som mestrer at engagere brugerne, når man ser på antallet af kommentarer på blog-indlæggene.
I Post Danmarks tilfælde er mange af kommentarerne kritiske, hvilket virksomheden har taget til efterretning. Det har i visse tilfælde medført ændringer/forbedringer hos Post Danmark (Ebbesen og Haug, 2009, 50)
Lidt drilsk kunne man sige, at så længe Post Danmark har forsinkede pakker og med jævne mellemrum hæver prisen på postforsendelser, så trækker de også brugere til deres blog. Men blot virksomheden har gjort sig klart, at det er bloggens præmis, hvilket det tyder på ifølge Ebbesen og Haug (2009, 50), så er bloggen et glimrende værktøj til at have en direkte kontakt med sine kunder.
Post Danmark bruger på deres blog et lettilgængeligt sprog. De inddeler blog-indlæggene i afsnit – dog uden underoverskrifter – og bruger tags til at inddele de forskellige blog-indlæg under relevante fælles overskrifter (en såkaldt ”emnesky”). Der er et link til Post Danmarks blog på forsiden af deres hjemmeside, så umiddelbart virker deres blog synlig. Der er taget stilling til den ønskede debat-kultur i form af et sæt ordensregler. Alt i alt virker Post Danmarks blog seriøs og troværdig.
Strategi og professionel blogging
Der er, som vi ser det hos Post Danmark, en række fordele i at bruge noget energi på at udarbejde en strategi for sin blog. Bloggen er en rigtig god mulighed for at være i direkte kontakt med kunder og interessenter.
Selv kritik på en blog bør være mere end velkommen, idet det kan medføre positive ændringer i virksomheden til gavn for kunderne eller om ikke andet, så kommer kritikken til udtryk på virksomhedens blog, hvilket giver en forståelse af kundernes opfattelse af virksomheden og en mulighed for at reagere, som man ikke har, hvis kritikken finder sted mere i det skjulte (Ebbesen & Haug, 2009, 50).
Virksomheden skal gøre sig klart, hvad man vil med bloggen, og dernæst hvem man henvender sig til. Er det kunderne, meningsdannere såsom pressen og ngo’er eller politikere – eller forskellige målgrupper afhængigt af emnet og den aktuelle situation, som virksomheden befinder sig i?
Under alle omstændigheder bør virksomheden gøre sig helt klart, hvem der er den primære målgruppe, som man retter budskabet mod og samtidigt overveje, hvordan det vil ramme andre målgrupper.
Når mange virksomheder ikke evner at inddrage brugerne i dag, så er forklaringen ikke bare manglende engagement fra virksomhedernes side og ditto manglende interesse fra brugernes side.
Det skyldes i høj grad, at virksomhedernes blogs er afhængige af, at brugerne klikker ind på netop deres hjemmeside i jagt på information. Det er vanskelige betingelser, ikke mindst fordi danskernes internetvaner i høj grad er fokuseret omkring underholdning og kun i mindre grad informationssøgning (Hjarvard, 2005, 18).
Nogle af de mest velbesøgte blogs er placeret på eksisterende medieplatforme som f.eks. Berlingske Tidende og Politiken. Derfor bør en virksomhed, der står på tærsklen til at springe ud i bloguniverset, måske undersøge, om den med fordel kan blogge op på en eksisterende platform. Det kan dog have omkostninger i form af tabt branding af virksomhedens egen blog og dermed virksomheden selv.
Der skal afsættes en del tid på at vedligeholde bloggen, for at den ikke skal dø en tidlig død. Konkurrencen om brugernes opmærksomhed er hård, og ingen vil bruge tid på en blog (og virksomhed), der ikke tager dem alvorligt med jævnlige indlæg og ved at søge dialogen.
Som virksomhed skal man gøre sig klart, hvem der skal stå som afsender på bloggen. Hos Post Danmark er det kommunikationschefen, der sidder ved tastaturet, når bloggen skal skrives. Hos Nykredit er det derimod en række eksperter, der blogger inden for forskellige emner som bank. Bolig, marketing og kundebetjening.
At valget hos Post Danmark faldt på kommunikationschefen som pennefører på bloggen, var en tilfældighed. Han ville, kunne og mente, at det ville virke utroværdigt med en formel kransekagefigur som afsender (Ebbesen & Haug, 2009,50).
Omvendt vil det hos Nykredit virke utroværdigt, hvis en kommunikationschef og/eller kommunikationsmedarbejder stod som afsendere på samtlige blogindlæg. Det ville netop give indtryk af en ”kransekagefigur”, der var sat til at skrive indlæg på baggrund af præfabrikerede data.
Forskellen på de to virksomheders tilgange til bloggene er, at Post Danmark ser bloggen som en mulighed for at give kunderne relevant information og en kanal for ris/ros, som kan tages til efterretning, mens Nykredit i højere grad benytter den som en åben dør til at reklamere for rådgivning inden for deres kerneområder. Det gør det ekstra nødvendigt, at afsenderen også ved, hvad han/hun snakker om.
Det er altså en væsentligt at gøre sig overvejelser om den rette afsender – afhængigt af, hvem målgruppen er og hvad bloggens formål er.
Tillidsbegrebet
Ifølge Stig Hjarvard har en virksomhed en åbenlys fordel ved at møde sine brugere/kunder på internettet i form af en blog; Mennesker foretrækker i stigende omfang at bruge medier til at være i kontakt med hinanden (Hjarvard, 2005, 22), fordi medierne kan give dem to grundlæggende ydelser, som samvær ansigt-til-ansigt ikke kan levere: 1) Mulighed for aflastning og 2) Mulighed for manipulation. Både på tv og internettet er det hele tilrettelagt på forhånd i modsætning til, hvis man havde gæster. Samtidigt giver medierne mulighed for at manipulere samværet. Er programmet i tv eller på websiden ikke interessant, zapper eller klikker man bare videre til noget mere spændende.
Med det udgangspunkt har vi tillid til medierne. Både Hjarvard og Niklas Luhmann skriver, at vi nærer en grundlæggende tillid til medierne, fordi det psykologisk er nemmere end at have konstant mistillid til dem (Hjarvard, 2005, 39 og Luhmann 2005, 25).
Hjarvard tilføjer, at behovet for tillid bl.a. udspringer af, at vi har vanskeligt ved at vurdere kvaliteten af mediernes indhold. Vi må blot håbe, at medierne har foretaget deres research på bedste vis (Hjarvard, 2005, 39).
Her skinner det imidlertid igennem, at Hjarvards bog og særligt hans kildereferencer er fra før blogningen og sociale medier så dagens lys. I disse to kommunikationstyper er der tale om kommunikation, hvor afsenderens budskab alene står og falder med vedkommendes troværdighed og dermed læsernes tillid.
Når Helle Thorning Schmidt (S) på sin Facebook-profil i kun 20 pct. af sine opdateringer bruger jeg-formen, kunne man få den mistanke, at hun ikke selv skriver de 80 pct. af opdateringerne. Og tror vi som læser så på de sidste 20 pct.? Det skaber under alle omstændigheder en mistillid, som går ud over den digitale verden.
Og påvirkningen sker også den anden vej. De konservatives Lene Espersen har om nogen været i et politisk stormvejr, hvor der i høj grad er blevet sået tvivl om hendes troværdighed som politiker. Tilliden til hendes statements i form af blogindlæg og Facebook-opdateringer kan ligge på et meget lille sted.
Som Luhmann skriver, så er det ikke alle skuffelser, der fører til mistillid, men når først bægeret er flydt over, og mistilliden opstået, kan den mistillidshavende ikke skjule sin mistillid (Luhmann, 2005, 26).
Det samme gælder for virksomheder. Hvis en virksomhed den ene dag i pressen bliver hængt ud for at investere i selskaber, der benytter børnearbejde, så er det ikke videre troværdigt at blogge om, hvor meget man gør ud af at investere etisk korrekt. Den digitale kommunikation er ikke autonom i forhold til virkeligheden og vice versa.
Social kapital
Når vi grupperer os i klasser gennem de sociale netværk, leder det tankerne i retning af Pierre Bourdieus symbolske kapitalformer – den økonomiske, kulturelle og sociale (Järvinen, 2007). I denne sammenhæng har specielt den sociale kapital interesse.
I følge Bourdieu er samfundet bygget op af felter, som vi falder ind under, og i hvilke vi bevæger os rundt. Hvert enkelt felt er styret af tilhørsforhold, normer og retningslinjer, som vi tildeler hinanden og vælger at følge for at kunne leve op til de værdier, som hvert felt bevidst eller ubevidst lægger op til (Järvinen, 2007, 350 ff).
Sociale medier er, som ordene angiver, primært sociale – ikke økonomiske eller kulturelle (her kræves hverken penge, eksaminer eller titler). Der er snarere tale om et kommunikativt rum, der skaber værdi i relation til andre eller andet afhængigt af, hvordan det bliver benyttet og af hvem. Hvert felt har sin doxa (Järvinen, 2007, 359), som definerer de adfærdsregler, der hersker indenfor feltet. For sociale medier er det derfor afgørende, hvilke blogs du læser/abonnerer på, hvilke grupper du deltager i, eller hvilke venner du har på Facebook. Afhængigt af præferencer og referencer stiger din værdi i forhold til andre i feltet. Ved at kende dit felt og have en vis værdi kan du målrette din information og kommunikation, så den passer til gruppen.
Når Bourdieu beskriver social kapital refererer han til de ressourcer, en agent har, i kraft af at han/hun er medlem af en specifik gruppe (Järvinen, 352). Vi kunne forestille os, at den opbyggede sociale kapital går tabt, når vi ikke kan have tillid til den gruppe, vi tilhører.
Konklusion
(Marit, Pia, Thomas og Jesper)
Ordet ”blog” i Den Danske Ordbog, angiver betydningen: side på internettet hvor en person fører en art dagbog der daglig opdateres med kommentarer og links til udvalgte emner. Her fortælles yderligere at begrebet opstod i 2000, stammer fra engelsk og er en forkortelse af weblog. Senere afledninger af ordet ses i begreberne blogge, blogger og blogging.
Reflektioner
Det er nemt - det er overraskende nemt at oprette en blog og komme i gang med at blogge. Men derfra begynder det så også at blive en udfordring. Alt taget i betragtning er dét vel egentlig det djævelske modsætningsforhold ved hele blog-universet - ved sociale medier i almindelighed – at det er så nemt, uforpligtende og omkostningsfrit at komme i gang, og samtidig forfærdeligt vanskeligt at holde liv i og skabe interesse for bloggens indhold. Det vidner det faktum om, at der er 130.000 registrerede blogs i Danmark, men at kun halvdelen er aktive (Ebbesen & Haug, 2009, 39).
Udfordringen er at begrænse sig. Man kan blogge om alt mellem himmel og jord, hvilket vores gruppeblog på glimrende vis afspejler. Det vil dog næppe være specielt troværdigt at blogge og kloge sig om alverdens emner, hvis man ønsker en målrettet og troværdig blog; Man må formode, at de fleste læsere gerne vil være nogenlunde sikre på, hvilke emner der kan forventes at blive blogget om for at ville vende tilbage til bloggen igen og igen.
Når man starter en blog, er det nødvendigt at gøre sig klart, hvad man vil med bloggen: Hvem er vi, hvorfor vil vi blogge, hvem vil vi blogge til, og hvordan vil vi blogge? (Ebbesen & Haug, 2009, 44).
Hertil kommer tidshorisonten – er bloggen tænkt ”permanent” eller bevidst midlertidig, er den knyttet til en bestemt begivenhed eller for eksempel oprettet i undervisningssammenhæng? Men uanset hvordan man besvarer disse spørgsmål, handler det at blogge om kommunikation i en eller anden form.
På indholdssiden har vi oplevet en gryende forståelse for mediets potentiale. Det er let at komme til orde. Kan man ramme interessen hos målgruppen, er der potentiale for at få spredt budskabet hurtigt og effektivt. Vi har i netforløbet selv oplevet, hvor sjovt det kan være at modtage og give respons, og hvor livlig en debat der kan opstå … i lyset af skæve historier.
På den anden side er ens blogbidrag en del af et stort og kommunikationsmæssigt kakofonisk landskab - så hvordan bliver man hørt? Bliver man hørt? Der er ofte ingen redaktionel kontrol. Der er risiko for en dårlig debatkultur, og for at det man får skrevet i et øjebliks kådhed eller irritation bliver stående ”til evig tid”. Der er i princippet ingen fortrydelsesret. Når det først er ”derude”, kan det være spredt, inden man kan nå at trække det tilbage fra den oprindelige placering.
Bloggen som virksomhedskommunikation – Post Danmark
Som nævnt kan alle lave en blog. Udfordringen er at finde de rette formål, de relevante succeskriterier og at afstemme kommunikationen til brugerne (Ebbesen & Haug, 2009, 162). Helt afgørende er det at inddrage brugerne, for uden dem er der ingen blog. Som Ebbesen og Haug skriver, så er det de færreste danske virksomheder og organisationer, der formår at inddrage brugerne (Ebbesen & Haug, 2009, 107). En af de få det er lykkedes for, er Post Danmark som mestrer at engagere brugerne, når man ser på antallet af kommentarer på blog-indlæggene.
I Post Danmarks tilfælde er mange af kommentarerne kritiske, hvilket virksomheden har taget til efterretning. Det har i visse tilfælde medført ændringer/forbedringer hos Post Danmark (Ebbesen og Haug, 2009, 50)
Lidt drilsk kunne man sige, at så længe Post Danmark har forsinkede pakker og med jævne mellemrum hæver prisen på postforsendelser, så trækker de også brugere til deres blog. Men blot virksomheden har gjort sig klart, at det er bloggens præmis, hvilket det tyder på ifølge Ebbesen og Haug (2009, 50), så er bloggen et glimrende værktøj til at have en direkte kontakt med sine kunder.
Post Danmark bruger på deres blog et lettilgængeligt sprog. De inddeler blog-indlæggene i afsnit – dog uden underoverskrifter – og bruger tags til at inddele de forskellige blog-indlæg under relevante fælles overskrifter (en såkaldt ”emnesky”). Der er et link til Post Danmarks blog på forsiden af deres hjemmeside, så umiddelbart virker deres blog synlig. Der er taget stilling til den ønskede debat-kultur i form af et sæt ordensregler. Alt i alt virker Post Danmarks blog seriøs og troværdig.
Strategi og professionel blogging
Der er, som vi ser det hos Post Danmark, en række fordele i at bruge noget energi på at udarbejde en strategi for sin blog. Bloggen er en rigtig god mulighed for at være i direkte kontakt med kunder og interessenter.
Selv kritik på en blog bør være mere end velkommen, idet det kan medføre positive ændringer i virksomheden til gavn for kunderne eller om ikke andet, så kommer kritikken til udtryk på virksomhedens blog, hvilket giver en forståelse af kundernes opfattelse af virksomheden og en mulighed for at reagere, som man ikke har, hvis kritikken finder sted mere i det skjulte (Ebbesen & Haug, 2009, 50).
Virksomheden skal gøre sig klart, hvad man vil med bloggen, og dernæst hvem man henvender sig til. Er det kunderne, meningsdannere såsom pressen og ngo’er eller politikere – eller forskellige målgrupper afhængigt af emnet og den aktuelle situation, som virksomheden befinder sig i?
Under alle omstændigheder bør virksomheden gøre sig helt klart, hvem der er den primære målgruppe, som man retter budskabet mod og samtidigt overveje, hvordan det vil ramme andre målgrupper.
Når mange virksomheder ikke evner at inddrage brugerne i dag, så er forklaringen ikke bare manglende engagement fra virksomhedernes side og ditto manglende interesse fra brugernes side.
Det skyldes i høj grad, at virksomhedernes blogs er afhængige af, at brugerne klikker ind på netop deres hjemmeside i jagt på information. Det er vanskelige betingelser, ikke mindst fordi danskernes internetvaner i høj grad er fokuseret omkring underholdning og kun i mindre grad informationssøgning (Hjarvard, 2005, 18).
Nogle af de mest velbesøgte blogs er placeret på eksisterende medieplatforme som f.eks. Berlingske Tidende og Politiken. Derfor bør en virksomhed, der står på tærsklen til at springe ud i bloguniverset, måske undersøge, om den med fordel kan blogge op på en eksisterende platform. Det kan dog have omkostninger i form af tabt branding af virksomhedens egen blog og dermed virksomheden selv.
Der skal afsættes en del tid på at vedligeholde bloggen, for at den ikke skal dø en tidlig død. Konkurrencen om brugernes opmærksomhed er hård, og ingen vil bruge tid på en blog (og virksomhed), der ikke tager dem alvorligt med jævnlige indlæg og ved at søge dialogen.
Som virksomhed skal man gøre sig klart, hvem der skal stå som afsender på bloggen. Hos Post Danmark er det kommunikationschefen, der sidder ved tastaturet, når bloggen skal skrives. Hos Nykredit er det derimod en række eksperter, der blogger inden for forskellige emner som bank. Bolig, marketing og kundebetjening.
At valget hos Post Danmark faldt på kommunikationschefen som pennefører på bloggen, var en tilfældighed. Han ville, kunne og mente, at det ville virke utroværdigt med en formel kransekagefigur som afsender (Ebbesen & Haug, 2009,50).
Omvendt vil det hos Nykredit virke utroværdigt, hvis en kommunikationschef og/eller kommunikationsmedarbejder stod som afsendere på samtlige blogindlæg. Det ville netop give indtryk af en ”kransekagefigur”, der var sat til at skrive indlæg på baggrund af præfabrikerede data.
Forskellen på de to virksomheders tilgange til bloggene er, at Post Danmark ser bloggen som en mulighed for at give kunderne relevant information og en kanal for ris/ros, som kan tages til efterretning, mens Nykredit i højere grad benytter den som en åben dør til at reklamere for rådgivning inden for deres kerneområder. Det gør det ekstra nødvendigt, at afsenderen også ved, hvad han/hun snakker om.
Det er altså en væsentligt at gøre sig overvejelser om den rette afsender – afhængigt af, hvem målgruppen er og hvad bloggens formål er.
Tillidsbegrebet
Ifølge Stig Hjarvard har en virksomhed en åbenlys fordel ved at møde sine brugere/kunder på internettet i form af en blog; Mennesker foretrækker i stigende omfang at bruge medier til at være i kontakt med hinanden (Hjarvard, 2005, 22), fordi medierne kan give dem to grundlæggende ydelser, som samvær ansigt-til-ansigt ikke kan levere: 1) Mulighed for aflastning og 2) Mulighed for manipulation. Både på tv og internettet er det hele tilrettelagt på forhånd i modsætning til, hvis man havde gæster. Samtidigt giver medierne mulighed for at manipulere samværet. Er programmet i tv eller på websiden ikke interessant, zapper eller klikker man bare videre til noget mere spændende.
Med det udgangspunkt har vi tillid til medierne. Både Hjarvard og Niklas Luhmann skriver, at vi nærer en grundlæggende tillid til medierne, fordi det psykologisk er nemmere end at have konstant mistillid til dem (Hjarvard, 2005, 39 og Luhmann 2005, 25).
Hjarvard tilføjer, at behovet for tillid bl.a. udspringer af, at vi har vanskeligt ved at vurdere kvaliteten af mediernes indhold. Vi må blot håbe, at medierne har foretaget deres research på bedste vis (Hjarvard, 2005, 39).
Her skinner det imidlertid igennem, at Hjarvards bog og særligt hans kildereferencer er fra før blogningen og sociale medier så dagens lys. I disse to kommunikationstyper er der tale om kommunikation, hvor afsenderens budskab alene står og falder med vedkommendes troværdighed og dermed læsernes tillid.
Når Helle Thorning Schmidt (S) på sin Facebook-profil i kun 20 pct. af sine opdateringer bruger jeg-formen, kunne man få den mistanke, at hun ikke selv skriver de 80 pct. af opdateringerne. Og tror vi som læser så på de sidste 20 pct.? Det skaber under alle omstændigheder en mistillid, som går ud over den digitale verden.
Og påvirkningen sker også den anden vej. De konservatives Lene Espersen har om nogen været i et politisk stormvejr, hvor der i høj grad er blevet sået tvivl om hendes troværdighed som politiker. Tilliden til hendes statements i form af blogindlæg og Facebook-opdateringer kan ligge på et meget lille sted.
Som Luhmann skriver, så er det ikke alle skuffelser, der fører til mistillid, men når først bægeret er flydt over, og mistilliden opstået, kan den mistillidshavende ikke skjule sin mistillid (Luhmann, 2005, 26).
Det samme gælder for virksomheder. Hvis en virksomhed den ene dag i pressen bliver hængt ud for at investere i selskaber, der benytter børnearbejde, så er det ikke videre troværdigt at blogge om, hvor meget man gør ud af at investere etisk korrekt. Den digitale kommunikation er ikke autonom i forhold til virkeligheden og vice versa.
Social kapital
Når vi grupperer os i klasser gennem de sociale netværk, leder det tankerne i retning af Pierre Bourdieus symbolske kapitalformer – den økonomiske, kulturelle og sociale (Järvinen, 2007). I denne sammenhæng har specielt den sociale kapital interesse.
I følge Bourdieu er samfundet bygget op af felter, som vi falder ind under, og i hvilke vi bevæger os rundt. Hvert enkelt felt er styret af tilhørsforhold, normer og retningslinjer, som vi tildeler hinanden og vælger at følge for at kunne leve op til de værdier, som hvert felt bevidst eller ubevidst lægger op til (Järvinen, 2007, 350 ff).
Sociale medier er, som ordene angiver, primært sociale – ikke økonomiske eller kulturelle (her kræves hverken penge, eksaminer eller titler). Der er snarere tale om et kommunikativt rum, der skaber værdi i relation til andre eller andet afhængigt af, hvordan det bliver benyttet og af hvem. Hvert felt har sin doxa (Järvinen, 2007, 359), som definerer de adfærdsregler, der hersker indenfor feltet. For sociale medier er det derfor afgørende, hvilke blogs du læser/abonnerer på, hvilke grupper du deltager i, eller hvilke venner du har på Facebook. Afhængigt af præferencer og referencer stiger din værdi i forhold til andre i feltet. Ved at kende dit felt og have en vis værdi kan du målrette din information og kommunikation, så den passer til gruppen.
Når Bourdieu beskriver social kapital refererer han til de ressourcer, en agent har, i kraft af at han/hun er medlem af en specifik gruppe (Järvinen, 352). Vi kunne forestille os, at den opbyggede sociale kapital går tabt, når vi ikke kan have tillid til den gruppe, vi tilhører.
Konklusion
Bloggen er et prisbilligt medie, hvor virksomheder og organisationer kan prøve idéer af ”blandt venner” i et forum, der trods dets åbenhed stadig rummer retrætemuligheder, som en egentlig pilotlancering af et produkt måske ikke har.
En idé kan fx lækkes via en blog og skabe positiv virak uden, at virksomheden, der står bag behøver forpligte sig 100 % på det design eller de idéer, der kommer til udtryk i bloggen.
Bloggens netværkskarakter gør den potentielt også egnet som medie til at håndtere en eventuel krise. Hvis virksomheden via sin blog er i løbende kontakt med sine ”venner” og derigennem har både en god dialog og en fornemmelse for, hvad der rør sig, så kan dette netværk anvendes som en blandt flere kanaler til at lancere modhistorier som led i en krisekommunikation.
Bloggen kan således både bidrage til at opbygge tillid til virksomheden og etablere et rum, hvor en gruppe mennesker kan opbygge en fælles social kapital.
(13.352 anslag)
Kilder:
Bøger
Ebbesen, Anna & Astrid Haug: ”Lyt til Elefanterne”, Gyldendal Business, 2009
Hjarvard, Stig: ”Medier mellem mennesker” i Det selskabelige samfund. Samfundslitteratur, 2005
Järvinen, Margaretha: ”Pierre Bourdieu.” Heine Andersen og Lars Bo Kaspersen (Red.): Klassisk og moderne samfundsteori. 4. udg. København: Hans Reizels Forlag, 2007
Luhmann, Niklas: Tillid – en mekanisme til reduktion af social kompleksitet. (1. udg. 1999). Hans Reitzels Forlag, 2005
Links
Den Danske Ordbog ”blog”: http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=blog (set: 9/11-2010)
Gruppeblog: http://gruppe6mpk.blogspot.com (set: 9/11-2010)
Nykredit: http://weblog.nykredit.dk/
Ordensregler: http://blog.post-danmark.dk/?page_id=4
Post Danmark: http://blog.post-danmark.dk/ (set 14/11-2010)
onsdag den 10. november 2010
HVAD SÅ, GRANBERG? I forbindelse med vores studie på Master i Professionel Kommunikation skal vi én gang i løbet af hvert studieår give en mundtlig fremstilling over et selvvalgt emne. Fremstillingen skal være på ca. 5 minutter, og efter at have givet den vil vi modtage en umiddelbar tilbagemelding både fra underviser og tilhørere i øvrigt.
Lørdag den 20. november er det min tur til at give min fremstilling. Det bliver spændende, men nu sidder jeg jo så lige og overvejer mit emne...
* Skulle man kaste sig ud i en gennemgang af Luhmans tillidsbegreber?
* Skulle man fortælle om ungernes skole?
* Skulle man undre sig over, hvor dansk politik er på vej hen?
* Skulle man fortælle, hvordan man brygger et godt glas øl?
* Skulle man give en praktisk demonstration af det perfekte golfsving?
* Skulle man fortælle om salg som professionel kommunikation?
* Eller skulle man kaste sig ud i noget helt tredje?
Hvad synes du? Hvis du har lyst til at komme med et bud, så vil jeg læse det med interesse og overveje det. I sagens natur, så kan jeg ikke love, at jeg vil bruge det til noget. 1) Måske har jeg lige fået det store klarsyn, eller 2) Dagene er gået, så jeg er blevet nødt til at træffe et valg for at kunne nå at have min fremstilling klar.
Men på den anden side, sidder du med en god idé, som du ikke selv kan eller vil bruge og synes, at det kunne være sjovt at få mig til at tale over emnet i 5 minutter, så hold dig ikke tilbage!
Det er sgu næsten ligesom det gamle DR1-program "Så hatten passer" :-)
De bedste hilsner
Jesper
Abonner på:
Opslag (Atom)