lørdag den 16. oktober 2010

StatusTinget v. Marit. Øvelse 1

I forbindelse med folketingets åbningsdebat i år blev jeg opmærksom på et site jeg ikke kendte til; nemlig "StatusTinget". DR har på deres hjemmeside under "nyheder" og efterfølgende "politik" skabt et site, hvor man kan følge med og statusopdatere de enkelte folketingspolitikere på deres Twitter- og Facebookprofil. Sitet er bygget op i en rød og en blå blok (afhængigt af hvilken statsministerkandidat det enkelte parti støtter). Det er muligt at klikke sige ind på de enkelte partiers profiler, og endelig er der opsummeret de seneste nyheder den enkelte politiker har bidraget med på henholsvis Twitter og Facebook. Nederst på sitet er der en beskrivelse af StatusTinget, hvordan det er bygget op, hvem der er med og hvordan/hvorfor den eneklte er placeret som han/hun er.

DR er en Public Service organisation, som med sitet henvender sig til hjemmesidens brugere, herunder specielt dem der interesserer sig for politik, men der kan selvfølgelig også være tale om politisk interesserede borgere, der anser sitet for interessant, vedkommende og overskueligt, og som benytter det som en objektiv indgang til folketingspolitikeres status og brug af de nævnte sociale medier. Man kan i den forbindelse undre sig over at andre sociale medier - f.eks. blogs - ikke er omtalt. Det er med rette et spørgsmål man kan stille afsenderen...

Og hvem er så afsenderen? Bag sitet står en ikke nærmere defineret mailadresse ladn@dr.dk som tilsyneladende varetager driften af sitet. Det er i hvert fald hertil man kan skrive, hvis man har spørgsmål eller har kendskab til en manglende folketingspolitikers Twitter- eller Facebookprofil. Nærmere kommer man ikke en asender her. På DRs forside under "Om DR", "Kontakt" nævnes den ansvarshavende kanalchef for dr.dk Nicolai Porsbo med personlig e-mail adresse, mens der øverst på samme side står at: "Spørgsmål, kommentarer og fejlmeldinger omkring dr.dk bedes sendes direkte til dr.dk@dr.dk". Et andet sted på hjemmesiden henvises til DRs organisation, bestyrelse og direktion, som overordnet politisk og fagligt ansvarlige. Det er altså ikke entydigt og kræver derfor nok en grundigere gennemgang og definition af afsender, før afsenderspørgsmålet kan besvares helt korrekt.

Det er ikke muligt at deltage i debat eller kommentere det enkelte bidrag på sitet. Hvis dette er ønsket, skal man klikke direkte på folketingspolitikerens Twitter- eller Facebookprofil, hvortil det kræves at man er oprettet som bruger. Sleve sitet fra DR er altså orienterende og vi taler om envejskommunikation. Det har formentlig heller ikke været DRs mening på netop dette site at skabe dialog. Denne sevice har DR på andre sites, men i det her tilfælde er det Public Service organisationen, der formidler objektiv politisk information OM debat. Et hurtigt klik videre og egen brugerproil skaber imidlertid hurtigt dialog, men det bliver i så fald ikke en dialog mellem DR og modtageren, men i stedet mellem den enkelte politiker og brugeren.

Lykkes det så for DR at skabe et alment politisk orienterende site med fokus på politikernes faglige og sociale gøren og laden? Ja, jeg finder det i hvert fald spændende, orienterende samt underholdende og vil nok kigge forbi igen. Når det så er sagt, så er der selvfølgelig også faldgrupper, specielt når det drejer sig om objektiviteten. Der er kun ca. 100 folketingspoltikeren hvis profiler bliver nævnt. Det kan betyde at der ikke er flere folketingspolitikere der er aktive på nettet (selvom det selvfølgelig også er en mulighed, at de øvrige politikere benytter sig af ikke nævnte sociale netværk), men det kan også skyldes at DR ikke har fået opsporet andre politikerprofiler, og hvis dette er tilfældet så halter objektiviteten. Det skal også nævnes, at jeg IKKE har været inde og kigge på de enkelte profiler og dermed kan afgøre i hvor høj grad politikerne er poltiske eller private i deres måde at markere sig på.

Ps.
Som det nok er gået op for mine læsere, så bruger jeg ordet "site" i betydning denne-specielle-side og ikke som paraplybegreb for hele DRs hjemmeside. Hvis andre har et bedre ord er jeg meget lydhør...

Og med disse ord vil jeg blot sige tak for din opmærksomhed..

6 kommentarer:

  1. Kære Marit
    Tak for et spændende blogindlæg, som også er lidt af en øjenåbner for mig. jeg har heller aldrig hørt om det pågældende site!:). At det ikke lige virker her til aften, skal ikke komme dig til last - med din fine beskrivelser af sitets muligheder (og mangler) føler jeg, at jeg har fået et udmærket indblik i, hvordan sitet fungerer. Og det er da helt klart et værktøj jeg vil benytte mig af fremadrettet - både for at få stillet min nysgerrighed, hang til at snage, om du vil, og samtidigt få et lidt anderledes indblik i den politiske kommunikation anno 2010. Så tak for tippet.

    Bedste hilsner
    Thomas

    SvarSlet
  2. Jeg har læst blogindlægget om Status-tinget og har via linket været inde og se citet – men jeg forstår ikke meningen med det. Man kan følge med i hel bunke politikeres statusopdateringer på Facebook og på Twitter – men med hvilket formål skulle man gøre det? Er det virkelig interessant, hvad politikerne finder på af små beskeder af større eller mindre relevans for offentligheden ? Ydermere kan jeg ikke se statusopdateringer fra dem, jeg tænker, der kunne være en bred interesse for – eksempelvis Lars Løkke Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt. Der står godt nok en opfordring nederst på citet, om at hvis de har overset en Facebook-profil eller en Twitter-konto, som burde være repræsenteret på citet, så kan man sende en mail til en nærmere oplyst mailadresse. Men hvordan kan man i første omgang overse tidens to helt store politiske profiler?

    Hvem der er den egentlige afsender af citet, finder jeg også interessant. For godt nok er DR en Public Service organisaton, som jeg tror respekteres af de fleste, men derfor er det alligevel relevant at kende mere til afsenderen. Et større kendskab til afsenderen kunne måske afdække eksempelvis vægtningen af de forskellige politiske overbevisninger på citet. En vægtning som ikke er uden betydning, når man kigger på indholdssiden.

    Endnu en gang er jeg blevet præsenteret for et forunderligt socialt medie i praksis – jeg undres, mens jeg bevæger mig rundt i denne for mig nye verden. Et bud på et andet ord end site?? Det har jeg slet ingen forudsætninger for at komme med – og faktisk var brugen af ordet site en af de få ting, der slet ikke undrede mig. Men det understreger måske blot min novice-agtige tilgang :0)

    SvarSlet
  3. Hej Pia.

    Jeg forstår godt din undren, og som jeg også har nævnt i mit bidrag er der mange ting ’man skal være opmærksom på’, når man tjekker et site på en hjemmeside. Som bibliotekar lever jeg af at fortælle folk i hvor høj grad den ene eller anden hjemmeside er hel eller delvis lødig eller ej, hvilke faldgrupper der kan være, og at de som brugere aldrig skal tage alting for gode varer.

    Om hvorvidt opdateringer er interessante for den enkelte eller ej, skal jeg være usagt. Men jeg må indrømme at jeg nok vil kigge forbi dette site, når valgkampen skydes i gang. En samlet opdateringsoversigt kunne godt gå hen og blive rigtig interessant. Men så er der jo lige, som du nævner, at både Helle og Lars er fraværende… Eller er de? Jeg tjekkede deres facebook-profiler og konstaterede, at Helle sidst havde været aktiv 12.10 og Lars 13.10. I nyhedsperspektiv går sitet ikke længere tilbage end til 14. 10., så måske er det forklaringen.

    En anden forklaring kunne være at sitet kun viser åbne statusopdateringer. Hvis en politiker vælger en lukket opdateringsprofil, får vi det ikke at se. Jeg har dog lidt svært ved at se, at dette skulle gælde lige netop Lars og Helle. Din ”kritik” har dog gjort mig nysgerrig og jeg vil følge med for at se, om og hvornår de dukker op igen. Så tak for din feedback :)

    P.s. Som jeg også skrev, så ER afsenderrollen interessant på netop dette site, men det kræver noget mere tid og en større opgave at skulle løse det mysterium!

    / Marit

    SvarSlet
  4. Thomas, tak for din kommentar. Jeg håber du har fået sitet at se ved selvsyn. Jeg har ikke selv haft problemer med at kigge forbi og 'blive opdateret', så forhåbentlig var det bare en enlig svale...

    Jeg regner bestemt også med at tjekke sitet i fremtiden. Det kan gå hen og blive rigtig interessant når først valgkampen bliver sat i gang. Men til den tid er der måske konkurrenter til opgaven. Vi får se :)

    SvarSlet
  5. Hej Marit

    Ja, det et sjovt site du har fundet der. Interessant at se, hvordan de forskellige politikere går løs på forskellige emner. Hvor Konservative politikere veksler mellem at hakke på Ole Sohn og udbede sig forslag til nye kageopskrifter, så afviger Enhedslistens alvorlige folk sædvanen tro ikke én milimeter fra politikens dydige sti. Underholdende.
    Jeg forstår ikke din diskussion om, hvem, der er afsender. Dette er i min optik blot en tjeneste, der ukritisk formidler hvad end de Facebook/Twitter skrivende politikere måtte finde på at skrive. Der står BETA i hjørnet af siden, hvilket betyder, at der er tale om en tidlig udgave af sitet. Når Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen ikke vises på siden, så tror jeg snarere, at det skyldes at de ikke har opdateret på deres profil for nylig. Et tjek foretaget af mig lige for et øjeblik siden siger: Helle (12/10), Lars (13/10). Siden er tilsyneladende sat op til kun at vise indlæg indenfor den sidste uge. Det sidste indlæg er således fra 14/10.
    Men det er da en spændende måde at samle tingene på. Kunne man forestille sig at politikerne begyndte at kigge på denne side, og så kommentere hinandens indlæg via hver sin Facebook profil, så kunne det da blive ekstra sjovt at følge...
    God historie. Tak for den.

    Vi ses...
    Jesper

    SvarSlet
  6. Hej Jesper.

    Også tak for din kommentar. Det med afsenderstatus hænger nok sammen med hvordan man betragter afsenderen: I traditionel kommunikations forstand eller efter cyberspace-universets spilleregler. Hvis sidstnævnte er det nok ok med en unavngiven e-mailadresse!

    Jeg er også selv kommet frem til betaversion og de to politikeres lidt for gamle bidrag til at kunne optræde her, men jeg forventer mig en del af sitet, som jeg ser frem til at konsultere igen for at se hvordan det udvikler sig. Det er nemlig, som du skriver, en spændende måde at samle politiker-kommentarer op på.

    En anden interessant ting jeg har bemærket samtlige gange, jeg har besøgt sitet: Rød blok optræder 2-3 gange så ofte som blå blok! Jeg lader iagttagelsen stå et øjeblik.....

    / Marit

    SvarSlet